Hot rødbedesuppe

chili

En aldeles pragtfuld, rubinrød suppe, hvor chiliens skarphed rundes smukt af med rødbedens sødme og tomaternes syrlighed. En vitamin- og mineralbombe, der kan sætte fut i humøret og jage enhver forkølelse på flugt.

Ingredienser

  • ca. 3 mellemstore rødbeder
  • 2-3 kartofler
  • 1 løg
  • 1-2 porrer
  • evt. andre grønsager, fx gulerod, pastinak, selleri, persillerod ...
  • 2 hele hvidløg - mindst
  • 1-2 dåser flåede, hakkede tomater
  • reven skal af 2 citroner
  • en stor spiseskefuld rosenpaprika
  • masser af chili (gerne frisk)
  • evt. lidt oregano
  • evt. frisk hakket persille til pynt

Fremgangsmåde

Rens grønsager og skær kartofler, rødbeder og evt. andre rodfrugter i små tern. Snit løg, hvidløgfed og porre fint. Bruger du frisk chili, hakkes den fint med kerner og det hele.

Varm lidt olie op i en rummelig gryde og svits først løg, hvidløg og porre. Tilsæt rodfrugterne og svits lidt videre. Tilsæt citronskal, chili og paprika og svits lidt mere, inden du hælder tomater over og fylder op med kogende vand, til det lige dækker grønsagerne. Kom salt ved.

Lad suppen koge under låg til grønsagerne er møre, men stadig har lidt bid. Spæd evt. med lidt mere vand, hvis det bliver nødvendigt.

Smag suppen til med salt og servér.

Tips:

  • Suppen smager faktisk endnu bedre dagen efter, så lav gerne en stor portion.
  • Mængden af chili styrer du selv. Jeg synes, at den kan tage en hel del chili, da rødbederne mildner den stærke smag. Er du i tvivl, kan du prikke en hel chili med en kødnål og lade den koge med - smag på suppen under vejs og tag chilien op, når den er stærk nok.
  • Suppen kan blendes, hvis man synes - jeg synes nu, at det er lidt synd.

5 kommentarer

af Gæst d. 19. september 2010 - 20:46

Vi har lige lavet den hotte rødbedesuppe for 1.gang og UHM hvor den bare fantastisk. Gløder mig allerede til vi skal have resten i morgen.
Tak for en spændende side med masser af go inspiration.
Hilsen Tina

af Karen d. 20. september 2010 - 10:31

Velbekomme, Tina, og tak for din kommentar - en lille solstråle på en grå og lidt trist dag (perfekt til andendags-suppe!). Det glæder mig, at du har fundet inspiration her :-)

af Janni d. 20. oktober 2011 - 21:02

Hej,

Jeg vil prøve at lave denne supper :) Er den fryseegnet?
Er spændt på resultatet!

På forhånd tak.

Hilsen Janni

af Karen d. 21. oktober 2011 - 09:02

Hej Janni

Ja, suppen kan sagtens fryses - men jeg gør det aldrig.
Det er lidt en smagssag. Rodfrugterne får en lidt underlig tekstur af det, synes jeg. Jeg opbevarer den hellere i køleskabet og spiser den flere dage i træk, da den faktisk kun bliver bedre af at stå. Den kan fint holde en lille uge i køleskab, når bare du undlader at drysse rå persille over (den sættes i stedet på bordet i en lille skål, så man selv kan forsyne sig).

Held og lykke med den - det er en super efterårssuppe!

af Anna d. 12. januar 2013 - 14:30

Det var dog rart med en let, vegansk suppe! Lige hvad jeg trængte til :) Det smagte godt!

Indsend kommentar

© Karens Univers. Drupal theme by Kiwi Themes.