Blogs

3 Jan 2023

Ombygning

Skrevet af Karen

Jeg har planer om at bygge om herinde. Der er ting og konstruktioner i maskinrummet, der ikke er fulgt med udviklingen, og det er blevet for besværligt at rydde op.

Derfor vil jeg skifte platform og vil benytte lejligheden til at rydde op i indholdet helt ud i hjørnerne - ja, faktisk starte helt forfra. Så hvis du har en yndlingsopskrift, en ugeplan eller andet, du gerne vil bevare, skal du nok skynde dig at hente det hjem.

Jeg kommer ganske vist til at genposte nogle af yndlingsopskrifterne hen ad vejen, men det bliver nok i en anden form og i tilfældig rækkefølge.

Om der er en deadline? Njah, ikke sådan en fast eń. Jeg går i gang, når jeg får tid en gang efter at diverse årsregnskaber og den slags er på plads. Men en gang i løbet af foråret, håber jeg. For når det bliver sommer, er der jo havearbejde og andet at fylde fritiden med.

Jeg håber, at vi ses i det nye univers :-)

12 Feb 2022

En meget simpel og hurtig suppe med god smag og fylde.

Ingredienser

  • 2 løg
  • 1-5 fed hvidløg
  • 1 kg broccoli (ca. 2 hoveder)
  • 4 dl kogte kikærter
  • ca. 9 dl grønsagsbouillon/kikærtekogevand*

Fremgangsmåde

Pil og hak løg og hvidløg. Rens broccolien og skær den i mindre buketter. Stokken kan også skrælles og skæres i tern.

Steg løg og hvidløg bløde og blanke i lidt olie eller vand i din suppegryde. Tilsæt broccoli og kikærter og hæld bouillon/kogevand på, så det lige akkurat dækker. Bring i kog og lad dampe for svag varme, til broccolien er mør - ca. 5-6 minutter, afhængigt af hvor store buketterne er.

Blend suppen jævn og cremet med en stavblender og smag til. Server med brød til.

Tip:

Koger du selv dine kikærter, kan du gemme og bruge kogevandet som bouillon. Jeg koger ofte en hel pose ad gangen og fryser ned i mindre portioner - og altså også kogevandet, som også er godt til glutenfri bagning og meget andet godt.

9 Mar 2021

Ugemenu marts 2021

Skrevet af Karen

Mine grønkål er sat noget tilbage pga. frosten og det er meget begrænset, hvad der er dukket op af grønt i det hele taget, så denne ugemenu bærer præg af, at vi venter lidt på foråret og må fouragere i supermarkedet så længe.


Ugemenuen

Savoykål i citronsauce
med pasta



Mexikanske champignoner
med kartoffelmos


Hvidløgssuppe


Bønnegryde med svampe


Quinoa-postej med selleri


Pasta med
marinerede rødbedestrimler


Samosa-kartofler

21 Okt 2020

Ugemenu oktober 2020

Skrevet af Karen

Frosten har været på besøg i min have, og det er blevet tid til efterårslækker mad med æbler, rødbeder, græskar, kål og de sidste friske tomater.

26 Aug 2020

Ugemenu august 2020

Skrevet af Karen

En menu med alt det dejlige derude fra haven. Squash. Grønne bønner. Tomater. Rødbeder. Krydderurter.

12 Jul 2020

Ugemenu juli 2020

Skrevet af Karen
Jeg havde planlagt en ugemenu med gazpacho og andre kølige sommerlækkerier, men vejrudsigten er ikke rigtig med mig dér. Til gengæld er der nu squash at høste i haven - og løgene har fået skimmel, så de skal også høstes og spises. Så plan B er en menu, der stadig bruger af de skønne sommergrønsager, men i lidt lunere udgaver end oprindeligt planlagt - og så krydser jeg fingre for en lidt lunere slutning på ugen.
27 Jun 2020

Rå tomatsalsa

Skrevet af Karen

En lækker, frisk tomatsalsa - over pasta eller nye kartofler, som rustik dressing til din ris- eller quinoasalat eller til bruchetta. Hurtig at lave, men må gerne stå og trække lidt, inden den serveres.

1 portion (rækker til 2 personer som sauce til pasta)

Ingredienser

  • 300 g friske, modne tomater
  • 1 lille (salat)løg
  • evt. 1-2 fed hvidløg
  • en lille håndfuld frisk basilikum
  • 7 stilke frisk oregano/merian
  • 5 stilke frisk (citron)timian
  • evt. en spsk god olivenolie
  • lidt god balsamico eddike
  • (krydderurte)salt, peber

Fremgangsmåde

Skær de modne tomater i små tern og hæld dem i en skål. Hak løget meget fint og tilsæt til tomaterne sammen med evt. hvidløg. Fjern stilke fra de friske krydderurter og hak bladene fint, inden du hælder dem i skålen. Rør det hele sammen med lidt olivenolie, balsamico, salt og peber.

Lad salsaen stå og trække på køkkenbordet, helst mindst en halv time, og smag så til igen.

Tips:

Du kan sagtens bruge andre/flere friske krydderurter, hvis du synes.

Når jeg bruger salsaen på pasta, hælder jeg ofte pinje-græskar-drys over og roder det hele sammen - det cremer salsaen lidt og afrunder smagen.

27 Jun 2020

Pinje-græskar-drys

Skrevet af Karen
Pinje-græskar-drys

Måske er det ikke så smart at kalde det drys - det har nemlig en tendens til at klumpe sammen pga. olierne i kernerne. Men alligevel: Drysset er egentlig opfundet som en erstatning for parmesanost. Ikke at det smager som parmesan på nogen måde, men kombinationen af pinjerkerner og græskarkerner giver alligevel lidt ekstra umami (og cremethed) til f.eks. rå tomatsalsa og gazpacho, gryderetter og supper og i salater.

Ingredienser:

  • ½ dl pinjekerner
  • ½ dl græskarkerner
  • evt. lidt salt eller tangflager

Fremgangsmåde:

Super nemt: Blend ingredienserne sammen, til det bliver til smulder. Endelig ikke for længe, for jo mere du blender, jo mere begynder det at hænge sammen til en marcipanagtig masse. Jeg bruger en lille krydderi/kaffekværn.

Opbevares i lufttæt beholder i køleskabet, hvis du ikke skal bruge det med det samme.

18 Jun 2020

Ugemenu juni 2020

Skrevet af Karen
Spinaten har stået så fint i år og er nu ved at gå i blomst, så den spiser vi en del af for tiden sammen med skønne, nye kartofler, asparges, dild, persille og purløg. Og så er det salattid. Jeg er meget glad for middagssalater, nok også mere end resten af familien, men de finder sig som regel i det. Her i sidste halvdel af juni kommer ugemenuen derfor til at se således ud:

Ugemenuen

Fut-salat
med asparges


Hummus
med gnavegrønt og oliven


Pasta med pesto


Grøn rispande


Asparges med kikærtepolonaise,
spinatsalat og nye kartofler


Kidneybønnekarry


Lun spinatsalat med marinerede courgetter og oliven


1 Jun 2020

Kidneybønnekarry

Skrevet af Karen
Kidneybønnekarry

Kidneybønnekarry er en af mine yndlingsopskrifter, ren 'comfort food' både sommer og vinter. Jeg tror, det er kombinationen af bønner, indiske krydderier og spinat, der gør det. At den så også er ret hurtig at lave med de forkogte bønner, gør bestemt ikke noget.

Portionen rækker til max 3 personer her i huset - og det er med brød til - men er egentlig beregnet til 4-5 personer.

Ingredienser

  • 3 spsk (oliven)olie
  • 1 tsk hele spidskommenfrø
  • 3 løg, finthakkede eller i halve, tynde skiver
  • 5 fed hvidløg, finthakkede
  • 1 stor spsk friskreven ingefær
  • ½-1 tsk chili (frisk/tørret) efter smag*
  • 1 tsk stødt koriander
  • 1 tsk garam masala eller karrypulver
  • ½ tsk stødt gurkemeje
  • 1 tsk salt
  • ca. 4 dl hakkede tomater
  • 6 dl kogte kidneybønner
  • 3-400 g groft hakket spinat, frisk eller optøet
  • 1½ dl kokosmælk
  • evt. friskhakkede korianderblade til servering

Fremgangsmåde

Varm olien op i en stor gryde eller sauterpande. Tilsæt spidskommenfrø og lad dem riste et øjeblik. Tilsæt løg og lad det stege med, til det begynder at blive blødt og gennemsigtigt. Tilsæt hvidløg og ingefær og steg videre under omrøring.

Rør stødt koriander, garam masala eller karrypulver, gurkemeje og salt sammen med ca. 1 dl vand og tilsæt til løgblandingen under omrøring. Tilsæt chili, kidneybønner og tomat og bring det hele i kog. Skru ned for varmen, læg låg på og lad det simre ca. 15 min.

Tilsæt spinat og kokosmælk, og lad det varme igennem. Smag til med evt. ekstra salt og chili, drys korianderblade over og servér i gryden/panden med brød ved siden af til at søbe væden op med.

Tip:

* Jeg foretrækker denne ret pænt stærk og lavet på en finthakket bid chili af scorpion-typen, men det er ikke noget must. Du kan sagtens lade den være krydret på den bløde og milde måde, dvs. udelade eller neddrosle mængden af og/eller styrken på chilien.

Sider

Subscribe to RSS - blogs