Blogs

2 Mar 2014

Ugemenuen marts 2014

Skrevet af Karen

Marts er den måned, hvor jeg for alvor begynder at længes efter frisk grønt. Og selvom jeg faktisk har spottet spæde brændenældeskud, purløgsspidser og fine blade på den overlevende spinat i haven, bliver det altså ikke til mange måltider. I stedet fylder jeg på med frisk kål og rodfrugter fra supermarkedet og spinat og bønner fra fryseren og nøjes med at drysse forsigtigt med det spæde grønne. Her er et forslag til en uges grønne (og lidt røde) bliver-det-ikke-snart-forår-for-alvor-retter:

26 Feb 2014

Har du lyst til at udfordre dig selv, og vil du samtidig have inspiration til bæredygtig, sund og dyrevenlig mad? De friske og inspirerende mennesker bag Mad med Medfølelse gentager sidste års store succes, hvor flere end 600 mennesker lod sig inspirere til at spise lækker plantemad hele marts måned.

I år bliver det endnu større - mere end 1800 personer har allerede tilmeldt sig, og der er stadig plads til dig. Få inspiration, opskrifter, ugeplaner, gode råd og opbakning til en oplevelsesrejse ind i det veganske univers. Ja, faktisk kan du få din helt egen mentor, der vil hjælpe dig, når du er i tvivl om noget eller har brug for opskrifter eller gode råd.

Er du glutenoverfølsom, kan du stadig være med. Der er f.eks. en glutenfri ugenplan her: http://madmedmedfoelelse.dk/for-den-glutenfrie

Med andre ord er der ingen gode argumenter for ikke at prøve at spise vegansk i en måned, mærke alle de gavnlige effekter af den vitaminrige plantemad og forhåbentlig få en masse nye veganske livretter.

Det er nemt at deltage:
Læs mere om projektet her: http://madmedmedfoelelse.dk/marts-med-medfolelse-2014/ Tilmeld dig facebook-begivenheden her: https://www.facebook.com/events/249273221912828/?fref=ts Få det ugentlige nyhedsbrev her: http://bit.ly/LeqmKV

Rigtig glædelig marts!

emner: 
30 Jan 2014

Toscansk bønnesuppe

Skrevet af Karen

For nogle år siden serverede min mor en skøn suppe, der viste sig at være en modificeret udgave af en traditionel toscansk suppe med masser af bælgfrugter, korn - og bacon. Vi fik en vegetarisk og glutenfri udgave med røget parika, soltørrede tomater og quinoa, og den smagte pragtfuldt. Jeg har her forenklet den lidt, så den er hurtigere at lave, og helt udeladt korn, da den er rigeligt fyldig og mættende i forvejen.

Til 4-5 personer

Ingredienser:

  • 2 dl grønne linser
  • ½ l vand
  • 2 dl røde linser
  • 7 dl blandede, kogte bønner efter smag
  • 7 dl pulpo (mosede tomater)
  • 50 g. soltørrede tomater
  • 1 bdt. frisk timian
  • 2 laurbærblade
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg eller mere efter smag
  • 2 stængler blegselleri
  • 1 bdt. grønkål, palmekål eller savoykålblade
  • ½ tsk salt, friskkværnet peber
  • 1 tsk røget paprika

Fremgangsmåde:

Find en stor gryde frem og hæld de skyllede grønne linser i den sammen med ½ l vand. Bring i kog og lad simre under låg i ca. 20 min. Skær imens de soltørrede tomater over på langs og snit dem i smalle strimler. Pil og hak løg og hvidløg fint. Skyl timian og bind sammen med madsnor.

Skyl de røde linser og kom dem i gryden til de grønne linser sammen med pulpo, strimler af tørret tomat, timian, laurbærblade, løg og hvidløg. Bring i kog igen og lad simre under låg i yderligere 15 min. Imens snittes blegselleri i tynde skiver og evt. kål skylles, befries for tykke midterribber og snittes i strimler.

Tilsæt de kogte bønner, blegselleri og kålstrimler, salt og peber, og spæd evt. med mere vand, så det lige akkurat dækker. Bring i kog og lad simre 10 min. Fisk nogle linser op af suppen og bid i dem - de skal være møre, men må gerne have en smule bid. Er linserne møre, fisker du timianbundt og evt. laurbærblade op og smager suppen til med salt og peber og evt. mere paprika. Servér!

Tips:

  • Brug de bønner, du kan lide. På billedet er der brugt sorte og små hvide bønner, men f.eks. brune bønner og mungbønner er også gode. Jeg koger jævnligt en hel pose bønner eller to i weekenden og fryser ned i mindre portioner, så jeg altid har kogte bønner klar.
  • Kålen kan erstattes af andet bladgrønt, f.eks. bladbede, spinat eller bredbladet persille - eller helt undværes, men det er nu ikke så tosset med noget grønt ...
  • Lav evt. en dobbeltportion til dagen efter eller frys resten ned - det bliver den bestemt ikke dårligere af.

14 Dec 2013

Julefrokost 2013

Skrevet af Karen

Den kom lidt bag på mig i år, julefrokosten. Eller rettere, jeg havde lidt for mange andre ting på programmet i ugerne op til, så lige pludselig var det nu, at der skulle findes på noget at fylde madkassetårnet med til en eftermiddag og aften i godt selskab, uanset at jeg havde lovet mig selv at være i bedre tid end sidste år.

Nå, det lykkedes da med hjælp fra fryser og køleskab, og jeg var både tilfreds og mæt, da vi gik fra bordet, men til næste år skal der altså være lidt mindre panik og lidt mere sjov og ballade i min kulørte julefrokost-madpakke!

Til forret ruller af marineret aubergine omkring et til lejligheden opfundet fyld af kikærter blendet med piniekerner, jalapeño-chili, koriander, lidt citron, en anelse olie og lidt tangsalt. Dertil en god håndfuld mini-tomater, gulerodsstænger, en hasteindkøbt blandet grøn salat med lidt hjemmelavede bukkehornsspirer (se den grønne boks herunder) og hasteindkøbt glutenfrie rosmarin-kiks (spiselige, men så heller ikke mere!). Alt i alt en fin kombination, altså bortset fra kiksene ...

Til hovedret en quinoa-selleri-"muffin" med persillepesto ((begge rester fra fryseren) med en lun linsesalat af delikatesselinser med tern af rød peber, auberginestimler og dressing af den overskydende marinade fra auberginen fra forretten (den grønne boks herover) samt to snitter af en vegansk løgtærte med oliven (også fra fryser) og resten af den grønne salat fra forretten. Selleri-muffinen var skøn med persillepesto over, og jeg nød linsesalaten, mens tærten var lidt kedelig - så den spiste jeg kun den ene snitte af.

Desserten blev to stykker æblekage - rester fra et nogenlunde vellykket forsøg på at genskabe min yndlingsæblekage i en glutenfri, vegansk og næsten sukkerfri version - med en 'råcreme' af blendede mandler med vanille, citron og agavesirup, nogle romdruknede abrikoser med udblødte mandler og valnødder samt lidt tørrede morbær og mandler med overtræk af mørk chokolade. Lidt for mange mandler (æblekagen er også på mandelmel) og lidt for tungt - jeg ville nok hellere have haft en frugtsalat af frisk frugt - men det smagte udmærket.

Egentlig ville jeg have haft en flaske med friskpresset saft af bladselleri, æble, ingefær og citron med, men det blev skippet til gengæld for tid til oprydning og opvask, så et bombet køkken ikke ville blive det første, jeg mødte dagen derpå - et valg, jeg var meget godt tilfreds med søndag morgen ...

Klar til afgang!

10 Okt 2013

Røræg uden æg

Skrevet af Karen

Mest for sjov - jeg har her lavet fine røræg helt uden at bruge uden æg.

I stedet har jeg brugt min opskrift på squashmasse, stegt den på panden som røræg og serveret den med tomatbåde og purløg på en glutenfri 'rugbrøds'-bolle.

Det smagte dejligt - og mættede meget! Resten af 'rørægget' blev sat i køleskabet og spist dagen efter - hvor det næsten smagte endnu bedre.

27 Sep 2013

Sorte risnudler

Skrevet af Karen
Sorte risnudler

Jeg er blevet rigtig glad for King Sobas glutenfrie sorte risnudler. De er flotte med deres sorte farve (fra sorte ris), har et godt bid og smager skønt. Jeg bruger dem især til pesto og Blomkål Josefine (SÅ smukt med den sorte farve til det hvide og grønne), men de er også gode kolde til salater eller stegte i asiatiske wokretter. Der er mange andre gode, glutenfrie nudler fra King Soba, men de sorte her er mine yndlings.

emner: 

Sider

Subscribe to RSS - blogs