9 Feb 2009

Ovnbagte rodfrugter

Skrevet af Karen

Rodfrugter får en dejlig sødme, når de bages i ovn - og så er det nem, omend ikke altid hurtig mad - særlig godt i de mørke vintermåneder. Også god til børn.

Ingredienser

  • Kartofler
  • Knoldselleri
  • Pastinak
  • Persillerod
  • Gulerødder
  • Kålrabi
  • Jordskokker
  • Rødbeder
  • ca. 2 spsk olivenolie
  • Salt
  • Peber
  • Evt. timian og/eller rosmarin

Fremgangsmåde

Grønsagerne renses. Det er en smagssag, om man vil skrælle hele molevitten eller blot skrubbe dem grundigt. Rodfrugterne skæres i mindre stykker, vendes med en anelse olie og fordeles i ét lag i en bradepande eller et stort ovnfast fad.

Drys salt og krydderier og sæt bradepanden i ovnen ved ca. 200 grader ca. 15 min.

Tag bradepanden ud og vend grønsagerne med en paletkniv eller lignende. Sæt bradepanden ind igen, til grønsagerne er møre, ca. 20 min. afhængigt af størrelsen på stykkerne.

Servér med en blandet salat og noget at dyppe i, f.eks. en pesto, urtebearnaise eller spinatsovs.

Tips:

  • Prøv også at tilsætte stykker af græskar (fx hokkaido eller butternut squash) og/eller løg skåret i kvarter.
  • Skal det være ekstra lækkert kan man presse 2-3 fed hvidløg i olien, inden man vender grønsagerne i. Man kan også pille et helt hvidløg og drysse feddene ud over grønsagerne. Skær evt. feddene igennem på langs, hvis de er meget store.
  • Fintreven citronskal er også godt drysset ud over.
  • Eller giv det hele en ordentligt drys stærk karry og lidt pulveriseret ingefær. Her er hvidløg også godt.

Kommentarer

Jeg forstår ikke helt dine opskrifter de er da ikke specielt til folk med insulinresistens. Rodfrugter, frugt fra syden og i det hele taget de hurtige kulhydrater er da ikke godt for os. Og så er der lige det med kartofler, ris og pasta der er der meget stivelse i og det er heller ikke godt for os. Du bruger det i dine opskrifter hvilket jeg ikke forstår. Når det sagtens kan lade sig gøre at leve uden disse ting.

Hej Birthe

Tak for din kommentar - jeg har valgt at svare dig her, fordi jeg synes, at det var relevant for andre end dem, der tilfældigvis ville komme forbi denne opskrift.