23 Jan 2010

Hvid bønnesuppe

Skrevet af Karen

Et ønske om en mere blodsukkervenlig erstatning for kartoffelsuppe førte til et forsøg med hvide bønner kogt med porrer og laurbærblade og blendet. Resultatet var en helt enkel, cremet suppe, der i smagen faktisk var ret tæt på en kartoffelsuppe. Mums.

Ingredienser

  • 6-7 dl kogte, hvide bønner
  • 2-3 porrer
  • 2-3 laurbærblade
  • 1 tsk tørret timian eller et lille bundt friske stilke
  • 1 l vand eller grønsagsbouillon
  • salt og peber
  • lidt olie
  • evt. 1 dl (soja)fløde

"Toppings"

  • 1 lille rødløg
  • 1 bdt purløg eller grøn porretop
  • 10-15 gram arametang og lidt tamari eller sojasauce
  • 150 g svampe og evt. 1 fed hvidløg

Fremgangsmåde

Rens porrerne og skær dem i ringe - gem gerne lidt af den grønne top til drys. Lav evt. en suppevisk af de yderste, grove porreblade foldet omkring laurbær og timiankviste og snøret sammen med lidt madsnor.

Sautér porreringene i en suppegryde med lidt olie, til de bliver blanke og falder lidt sammen. Tilsæt bønner, laurbærblade og timian (suppevisk), og hæld vand eller grønsagsbouillon over. Bring suppen i kog og lad den simre en halv times tid.

Mens suppen snurrer, tilbederes en eller flere af de forskellige "toppings":

Læg arametangen i blød i lidt vand ca. 10 min. Skyl tangen og lad den dryppe godt af. Klip eller skær den i mindre stykker og lad dem marinere i tamari i en skål.

Hak rødløget meget fint og kom det i en lille skål.

Snit grøn porretop i helt fine, tynde strimler eller klip/snit purløg fint. Kom det i en lille skål.

Rens svampe og skær dem i mindre stykker. Steg dem sprøde i olie og smag til med salt og peber og evt. lidt friskpresset hvidløg. Kom dem i en skål.

Fisk laurbærblade og evt. timianstilke (suppevisk) op af suppen igen og tag den af varmen. Blend suppen helt jævn, en stavblender er god her. Smag til med salt og peber.

Vil du have suppen mere hvid og cremet, kan du tilsætte lidt (soja)fløde og blende igen, inden du sætter gryden på bordet med de forskellige toppings.

Tips:

Kommentarer

Hej Karen.

Jeg skal holde polterabend for en veninde, der lever efter stenalderkosten og så tænkte jeg, at denne ville være fin som en forret med en topping af katareller og bacon (ja, jeg er ikke vegetar ;-)).

Mine spørgsmålet er bare:
1. Kan jeg lave den dagen i forvejen og så bare varme den op på dagen, så jeg slipper for at stå for meget i køkkenet PÅ dagen?
2. Og ville denne portion ikke passe fint til forret til 6 mennesker?

På forhånd mange tak

De bedste hilsener

Christine

Hej Christine,
jeg må lige starte med at nævne, at folk, der slavisk følger stenalderkosten, vistnok også undgår bælgfrugter (bønner), så måske skal du lige undersøge, hvor dedikeret din veninde er. Og så til dine spørgsmål:

1.) Du kan fint lave suppen dagen i forvejen, du skal bare varme den forsigtigt op under omrøring, for den har en tendens til at brænde på, når den er blevet blendet.

2.) Jo, jeg tror sagtens, at der kan blive til seks personer som forret ud af opskriften. Især hvis du portionsanretter suppen ;-)

Held og lykke med det - jeg håber, at I får en rigtig skøn dag.

Tilføj kommentar