Om mine opskrifter - og insulinresistens
Skrevet af KarenJeg har fået en kommentar fra Birthe, som jeg synes, at jeg bliver nødt til at svare på her. Hun skriver noget forundret, at mine opskrifter da ikke specielt er rettet mod folk med insulinresistens.
Det er korrekt - det er de ikke. Det er bare en samling vegetariske opskrifter samlet og offentliggjort gennem en periode i mit liv, hvor jeg gik fra 'bare' at være vegetar til at være vegetar og cøliakiramt til at være vegetar, cøliakiramt og insulinresistent. Og mælkeintolerant.
Jeg har ikke luget ud i opskrifterne undervejs, bortset fra nogle stykker som jeg ikke længere syntes holdt standarden. Som ikke var den oplevelse, jeg gerne ville have, at de skulle være.
Og jeg er ikke kostvejleder eller ernæringsekspert eller noget som helst i den retning. Jeg er bare et madøre med udfordringer og vegetariske præferencer. Og en veludviklet nysgerrighed på det, jeg putter i min mund og hvad det gør ved min krop og mit sind. Og min verden. Jeg lærer hele tiden nyt.
Når det så er sagt, så kan jeg godt se, at det hist og her kan tolkes, som om dette her er en samling opskrifter til insulinresistente. Det beklager jeg. Jeg vil se på, om jeg kan omformulere det.
Men når det så er sagt, så prøver jeg at give råd til, hvordan maden bliver en bedre oplevelse for dit blodsukker. Så når jeg skriver, at broccoli-curry kan serveres med ris eller grønne bønner, så vælger du selvfølgelig at servere den med en ordenltig portion grønne bønner, når du som insulinresistent ved, at du skal lade være med at spise (ret mange) ris. Og i afsnittet om pasta er der fx omtale af pasta, der ikke påvirker blodsukkeret.
Jeg har også ambitioner om, at opskrifter, der er særligt velegnede til insulinresistente, bliver mærket som sådan - men det kniber med tiden til at gå det hele igennem. Jeg har i det hele taget mange planer for, hvad dette site kunne blive til. Men der er ikke mange ledige stunder i mit liv, som det ser ud for tiden, så det er bare planer. Endnu.
Jeg håber, at mine opskrifter først og fremmest er lækker mad. Det er nok min største ambition. Men jeg vil selvfølgelig også gerne levere noget inspiration til folk, der har det som mig. For det synes jeg ikke, at der er så meget af derude. Og slet ikke vegetarisk/vegansk. Men i virkeligheden gør jeg det mest for min egen skyld. Kan du så også bruge det, du finder her, bliver jeg ekstra glad. Kan du ikke, så ... tak for besøget og god vind fremover.
Det var vist bare det, jeg ville sige. Hej.
Tilføj kommentar