Lyndampet spidskål med citron og chili
Skrevet af Karen
Helt enkelt (og) vældigt godt - en opskrift, jeg vender tilbage til igen og igen.
Ingredienser:
- 1 spidskål
- 1 frisk (rød) chili
- gerne 1 bdt. (bredbladet) persille
- saften af ½-1 citron
- lidt kogende vand
- salt
- evt. lidt olivenolie
Fjern evt. kedelige yderblade fra kålen, skær den i kvarte og fjern stokken, inden den snittes i fine strimler med en god, skarp kniv. Chilien hakkes fint - med eller uden kerner alt efter hvor stærkt det skal være. Persillen skylles, duppes tør og snittes fint.
Varm ca. ½ dl vand op i en dyb sautérpande eller wok, til det syder og bobler lystigt. Smid kål og chili i panden, og vend det rundt nogle minutter, til kålen er faldet lidt sammen. Tilsæt et drys salt, persille og et skævt citronsaft, vend rundt i kålen igen og skru godt ned for varmen. Læg låg på og lad kålen stå nogle ganske få minutter. Smag til - måske skal der lidt mere salt eller citronsaft i - og dryp evt. en spsk. olivenolie over (kan sagtens undværes).
Servér straks - gerne til en lun linsesalat, en sprød vegedelle eller falaffel, lidt ris, pasta, nye kartofler - eller bare helt som sig selv, måske med lidt brød til.
Tips:
- Du skal nok kun regne med, at der er mad til to-tre personer, hvis du serverer kålen som hovedret.
- Herhjemme serveres den stort set altid som hovedret med en lun linsesalat til - det er et rigtig godt makkerpar!
Tilføj kommentar