22
Jul
2012
Mandelgrød
Skrevet af Karen
Yndlingsmorgenmaden i bærsæsonen. Hurtig at lave og dejlig frisk og mættende på samme tid. Til 1 person.
Ingredienser:
- En god håndfuld mandler, sat i blød aftenen før
- 2-3 spsk friskkværnede (gule) hørfrø
- Et lillebitte nip salt
- Et drys vaniljepulver
- Evt. et lillebitte nip stevia
- En god håndfuld friske bær - eller frisk frugt skåret i tern
- Vand
Fremgangsmåde:
Hæld iblødsætningsvandet fra mandlerne og skyl dem lige en ekstra gang, inden du hælder dem i en skål eller et blenderglas sammen med de kværnede hørfrø, vanilje, salt, stevia og så meget vand, at det står ca. 1 cm over.
Blend - gerne med stavblender - til det er en jævn grød og tilsæt evt. mere vand undervejs, til grøden har en passende konsistens. Servér med friske bær.
Tips:
- Jordbær, hindbær og blåbær er bedst, synes jeg, men lidt ribs, stikkelsbær og solbær kan også blandes i.
- Bærrene kan evt. blendes med til en fin mousse. I så fald kan f.eks. solbær godt udgøre hele bærportionen.
- Og naturligvis kan man også bruge frugt skåret i tern i stedet. Æbler, pærer, ferskener, abrikoser, blommer ...
- Mandler kan (delvist) erstattes med solsikkekerner, hasselnødder og cashewnødder
- Drys gerne kanel over - det stabiliserer blodsukkeret.
Kommentarer
mandler
Hvor ser det bare super lækkert ud!
Ærgeligt at sæsonen for danske jordbær er ovre nu. Det eneste problem for mit vedkommende er at man skal være forudseende og lægge mandlerne i blød dagen inden. Jeg har en tendens til at glemme den slags :)
Tak for opskriften, den må prøves!
Bodil
hvorfor gule hørfrø? Det er jeg aldrig før stødt på...
Kære Karen, jeg kan rigtig godt lide din hjemmeside. Generøst at lægge Vinteropskrifterne ud helt gratis.
Jeg ledte efter info om spirede boghvedekerner - og det fandt jeg hos dig.
Har du gjort dig tanker om det at spise den friske frugt sammen med andet mad? Jeg spørger kun fordi jeg for tiden studerer Ayurveda på egen hånd og de anbefaler, at man altid spiser frisk frugt på tom mave.
venlig hilsen
Tina Fresco
Gule hørfrø
Hej Tine,
tak for rosen :-)
Når jeg har valgt gule hørfrø i mandelgrøden, er det udelukkende et spørgsmål om farve - jeg synes, at mandelgrøden ser mere appetitlig ud med gule hørfrø, men der er ingen forskel i smagen, så du kan sagtens bruge de almindelige, brune. Gule hørfrø kan man købe hos bl.a. helsekostbutikker.
Med hensyn til at blande frisk frugt med andet mad: ja, jeg har gjort mig masser af tanker. Jeg har været ret rigid med ikke at blande frisk frugt med andet siden 'Fit for life' landede på min bogreol for mange år siden, og jeg har lempet det betragteligt de senere år, hvor jeg i højere grad lytter til min krop (og har fundet andre meninger om emnet rundt om). Generelt synes jeg f.eks. at æbler, pærer og diverse bær går ret fint med både frisk bladgrønt, nødder/kerner og f.eks. kogte ris, bælgfrugter, kartofler, quinoa, rodfrugter osv. Bananer blender jeg ofte med en stor håndfuld bladgrønt og bær/andet frugt til en smoothie, eller kommer i skiver på 'grød' af kogt boghvede eller hirse og det går fint. Mens f.eks. appelsin og melon er mere problematisk at kombinere med andet - i hvert fald i min mave. Melon spiser jeg helst på tom mave uden andre frugter, appelsin spiser jeg med andre frugter, men sjældent sammen andet grønt. Men der er masser af meninger om lige netop det emne, og jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der er 'det rigtige'. Pt. prøver jeg at skære ned på fedtindholdet i min mad, ikke fordi jeg skal tabe mig, men fordi jeg oplever, at min fordøjelse og mit velvære bliver bedre - derfor spiser jeg lige for tiden ikke mandelgrød, men 'müsli' af spiret boghvede med fx. frisk banan og bær og en eller anden form for plantemælk eller grønne smoothies til morgenmad. I vinters stod den som regel på kogt, hel hirse eller boghvede med æble/banan/pære og plantemælk.
For en god ordens skyld skal jeg lige oplyse, at det er Anima, der deler gratis og generøst ud af gode opskrifter i Vegetarisk Vinter, jeg linker bare :-)
Tilføj kommentar