Mørkt kernebrød
Skrevet af KarenEt virkelig dejligt glutenfrit 'rugbrød' med krudt fra frø, kerner og brændenælde. Jeg er iøvrigt bestemt ikke nogen fan af carob, men lige præcis i denne opskrift sætter det smagsmæssigt prikken over i'et - og giver en god farve til brødet.
Giver 2 brød.
Ingredienser
- 1,2 l vand
- 2 spsk husk
- 300 g rismel
- 150 g kikærtemel
- 250 g 'kerner' (hel boghvede, hirse, quinoa eller amarant)
- 150 g hørfrø
- 100 g græskarkerner
- 150 g solsikkekerner
- 100 g sesamfrø
- 3 spsk carob
- gerne 1-2 dl findelt, tørret brændenælde, kan undværes
- 20 g (vinstens-)bagepulver
- 1½ spsk salt
- olie og ekstra sesamfrø til formene
Fremgangsmåde
Blend eller pisk husk-fibre sammen med 3 dl vand, til massen bliver gelé-agtig. Bland med resten af vandet og de øvrige ingredienser og rør dejen grundigt sammen. En røremaskine er god her, men en almindelig elpisker med dejkroge kan også gøre det. Der skal røres, til dejen er glat og sammenhængende med konsistens som havregrød.
Smør to bageforme med lidt olie og drys med sesamfrø. Fordel dejen i formene og glat evt. efter med en ske dyppet i olie. Bages ved 150 grader (varmluft), til de er færdige. Hvor lang tid afhænger af forme og ovn, men tager et sted mellem 1-2 timer. Start med en time og bank så lidt på dem. Er skorpen fast og lyder det lidt hult, så er de sikkert færdige. Er du i tvivl, giver du dem lidt længere, til du er sikker på, at de ikke er klæge indeni. De er ikke så sarte, så bare du holder øje med, at skorpen ikke bliver helt sort, sker der ikke noget ved at de får længere tid.
Tag formene ud af ovnen og lad dem køle lidt af på en bagerist, til du kan håndtere dem uden grydelapper. På det tidspunkt har de afgivet så meget damp til formene, at de nemt slipper, når du vender bunden i vejret på dem. Lad dem køle helt af på bageristen.
Tips:
- Bag dejen til superskønne madpakke-boller: Sæt dejen i store klatter på en bageplade med bagepapir. Kom lidt olie på hænderne og klap dem i form til store, flade boller, ca. 2-3 cm høje. Drys evt. med sesamfrø, solsikkekerner eller birkes. Bag ved knapt 200 grader i ca. 20 minutter. Køl af og frys ned.
- Opskriften er ret tolerant overfor variationer, når bare du nogenlunde overholder forholdet mellem væde, mel og kerner. Så du skal ikke fortvivle, hvis du ikke lige har nok solsikkekerner - du øger bare mængden af græskarkerner og/eller sesamfrø tilsvarende.
- Har du ikke carob, kan kakao fint bruges i stedet!
- Du kan lege lidt med at tilsætte krydderier efter lyst: kommen, anis, koriander - eller kanel, f.eks.
Kommentarer
Rugbrødet ser godt ud Karen -
Rugbrødet ser godt ud Karen - det ligner nærmest mine forældres hjemmebagte, noget jeg selvfølgelig har *ledt* efter lige siden jeg blev glutenfri :-). Glæder mig til at prøve det en dag - jeg har et par rugbrøds-opskrifter "under bæltet" allerede, men bager sjældent og vil gerne prøve noget nyt, kan ikke spise kikærter så jeg prøver nok med boghvede ;-). Har også læst din post om spirer - jeg kan ikke finde dit gamle "univers" men måske jeg bare kan følge med her? Tak for opskriften.
Rugbrød
Hej Anne - ja, jeg synes i hvertfald, at brødet kommer ret tæt på rigtigt, hjemmebagt rugbrød (som jeg husker det). Boghvedemel er helt fint i stedet for kikærter, quinoamel er også en mulighed - jeg bruger mest kikærtemel for fibrenes skyld. Og angående det gamle univers, så er det afgået ved døden, men jeg håber da, at du fortsat vil følge med her.
Tilføj kommentar