5
Maj
2007
Mandel-muffins
Skrevet af Karen
Glutenfrie, mættende og velsmagende. De fås desuden både i en supersund udgave, der snildt kan gøre det ud for et nærende morgenmåltid med lidt frugt til - og i en mere syndig version, der kan gøre det svært at få lov til at have dem for sig selv ...
Ingredienser:
- 200 g mandler
- 100 g glutenfrit mel, fx ris-, hirse- og/eller boghvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 2 æg
- 1 fintrevet æble
- 2 mosede bananer
- og hvis de skal være syndige:
- ½ dl sukker
Fremgangsmåde:
Mandlerne males fint, bedst i en elektrisk kaffemølle i små portioner, og blandes med mel og bagepulver samt evt. sukker. Tilsæt æble, banan og æg og pisk det godt sammen. Fordel massen i smurte muffinsforme og bag ca. 15 min. ved 200 gr.
Tips:
- Jeg smutter ikke mandlerne, men det kan man selvfølgelig godt, hvis man synes ...
- Dette er en god grundopskrift, der er nem at variere efter årstid og lyst. Æblet kan f.eks. udelades eller erstattes af pære. I det hele taget kan man fint eksperimentere med tilsætning af frugt (f.eks. fersken) og forskellige bær (blåbær er klassiske).
- Der kan også tilsættes forskellige krydderier, f.eks. kanel (godt sammen med æble), vanille, ingefær eller kardemomme. Et drys reven citron- eller appelsinskal er bestemt også lækkert. Man kan også lægge en lille klat jordbærsyletøj i toppen eller et lille stykke nougat eller mørk chokolade, hvis det skal være rigtig festligt.
- Prøv også at erstatte frugten med samme mængde fintreven gulerod og/eller squash - i denne version er de lækre muffins meget velegnede til frokostpakken, som tilbehør til en salat, f.eks. Bruger du versionen med squash, er de tilmed insulinvenlige.
- De holder sig friske og saftige længe - evt. i køleskab - hvis de ellers får lov!
Kommentarer
mandel muffins rules
Jeg elsker dem ;o) Med endnu flere æbler og kanel og birkesød er de nu blevet en institution i vores hjem. Tak for det.
Kærligst
Jill
Frysning og mængde
Hej Karen.
Kan de fryses?
Hvor meget er 'samme mængde' når du bruger gulerødder og squash i stedet for frugt?
På forhånd tak.
Mvh. Monica
Hej Karen.
Hej Karen.
Hvor meget er "samme mængde" i forhold til gulerødder og squash?
Kan dine muffins fryses?
Mvh. Monica
Muffins
Hej Monica - og undskyld, at jeg vist har glemt at svare dig tilbage i maj måned, klart en smutter! Jamen, det er ca. samme mængde som to mosede bananer og et revet æble, eller med andre ord i omegnen af 3-4 dl revne grønsager. Bananer og æbler fås jo også i mange størrelser, så det er ikke så vigtigt med det nøjagtige mål. Og ja, de kan sagtens fryses.
Tilføj kommentar