23 Aug 2008

Pizza (glutenfri)

Skrevet af Karen

Det har været svært at finde en god opskrift på glutenfri pizzabunde uden sukker, majsmel mv., men denne holder - også til en tur i fryseren. Den smager godt, bliver ikke klæg og er nem at røre sammen.

Opskriften rækker til 1 bageplade eller ca. 2 personer.

Ingredienser

  • 300 ml vand
  • 1½ spsk fiberhusk
  • 100 g boghvedemel
  • 100 g rismel
  • 100 g kikærtemel
  • 2 tsk bagepulver
  • ½ tsk salt
  • 1 tsk stødt koriander
  • 1 tsk oregano
  • 1 spsk olivenolie
  • - samt fyld efter smag og behag
  • evt. revet, vegansk 'ost'

Fremgangsmåde

Kom vand og fiberhusk i en foodprocessor og blend, til det bliver til en tyk, geleagtig masse. Det tager ca. 3 minutter. Du kan også røre det sammen med en elpisker i en skål.

Bland de tre meltyper med bagepulver, salt og krydderier og hæld i gelémassen sammen med olivenolien. Blendes/røres, til det er blevet til en jævn dej, ca. 5 minutter. Tilsæt evt. en anelse mere vand, hvis det kører tørt.

Læg dejen i klatter på en bageplade med bagepapir. Kom lidt olie på hænderne og pres dejen ud til pizzabunde med flade hænder. Du kan lave én stor bund eller flere mindre, som du har lyst.

Du kan evt. forbage pizzabunden ca. 10 min. v. 200 grader, men det er ikke nødvendigt.

Kom fyld på bundene. Jeg plejer at benytte et tyndt lag hjemmelavet tomatsovs, der er grov-blendet. Drys med hakkede oliven og chili, og ovenpå skiver af f.eks. løg, courgette, champignon og/eller aubergine i tynde skiver, der pensles med olie og deles i kvarte.

Bages ca. 30 minutter ved 200 grader (husk at trække 10 minutter fra, hvis du har forbagt).

Tips:

  • Prøv også at brede dejen til Mandelboller eller Rosmarinbrød ud som pizzabund (skal forbages ca. 10 minutter). Pizzaen bliver tykkere, saftigere og mere mættende, og er faktisk min foretrukne, da jeg godt kan lide en tyk pizzabund. Kan fryses.
  • Hvis du ikke kan lide/tåle/skaffe vegansk 'ost', er masser af andre muligheder: Jeg kommer ofte tynde skiver af avocado over den færdigbagte pizza i stedet. Eller smører guacamole over. Du kan også dryppe med pesto eller en god dressing, f.eks. lavet af sennep, olie, citronsaft og knust hvidløg. Eller dryp med en god artiskokcreme (færdigkøbt på glas, og meget gerne med hvidløg). I helsekostbutikker kan man få en æggefri mayonaise lavet på ris, som blot skal fortyndes med lidt vand, så har man en skøn pizza-dressing.
  • En rest blomkål Josefine eller blomkålsguf er også kræs på en pizza - efter at den er bagt. Spinatsovs er også godt.
  • Rester kan som nævnt fint fryses og er også gode i madpakken.
Vegansk, glutenfri pizza

Kommentarer

Hej

Kan man erstatte boghvede med noget andet? Jeg har en søn der er allergisk overfor hvedemel, herunder også boghvede, og jeg støder desværre alt for ofte på opskrifter med boghvede i. Det skal siges at han godt kan tåle rugmel....

Hej Mattias

Du kan prøve med quinoa-mel, hvis han kan tåle det? Quinoa er smags- og konsistensmæssigt en meget fin erstatning for boghvede, men jeg synes, at jeg har hørt, at nogle hvedeoverfølsomme også reagerer på indholdsstofferne i quinoa,, så vær forsigtig.

Du kan formentlig også bare udelade boghvedemelet og fordele melmængden på ris- og kikærtemelet.

Eller erstatte det med helt fintmalede mandler (mandelmel). Det giver en lidt tungere, men også saftigere og meget velsmagende dej. Faktisk laver jeg oftere og oftere pizza på en bund af dejen til mandelboller eller små rosmarinbrød. Vær blot opmærksom på, at så SKAL bunden forbages ca. 10 min.

Tilføj kommentar