2 Jul 2007

Sorte bønner med chili og koriander

Skrevet af Karen

Denne opskrift er en af mine absolutte favoritter:

Ingredienser:

  • 5-6 dl kogte sorte bønner
  • 1-2 spsk olivenolie
  • Kogende vand
  • 2 finthakkede løg og 2-3 fed finthakket hvidløg eller
    15-30 fed finthakket hvidløg
  • Saften af 1 lime eller citron
  • 2 friske røde chili eller ½-1 tsk chilipasta (fx sambal oelek)
  • 2-3 tsk syltede eller 2-3 spsk friske, hakkede korianderblade
  • Salt

Fremgangsmåde:

Steg løgene blanke i olien, uden at de tager farve, og tilsæt bønnerne. Befri chilierne for kerner og skær dem i ganske tynde strimler, der tilsættes bønnerne. Lad det stege mørt ved lav varme. Rør ofte i massen med en træske, så nogle af bønnerne moses. Tilsæt kogende vand i små skvæt undervejs, så det ikke brænder på og får en kartoffelmos-agtig konsistens.

Når ca. halvdelen af bønnerne er kogt ud, tilsættes citronsaft og koriander, og der smages til med lidt salt.

Lad mosen hvile nogle minutter, inden den serveres lun. Servér som fyld i pandekager - gerne med fintsnittet salat og guacamole - eller som en slags dip med tortillachips og/eller stænger af gulerødder, blegselleri og agurk til. Også dejlig som pålæg på brød.

Tips:

  • Jeg foretrækker så absolut variationen med de mange fed hvidløg!
  • Smager også dejligt kold næste dag - man kan evt. spare på hvidløgene, hvis det er til madpakken ...
  • Andre bønner kan sagtens bruges, fx azukibønner, pintobønner, hvide eller brune bønner. Blot skal de kunne moses lidt med bagsiden af en ske under stegningen. Altså ikke kikærter. Og sorte bønner smager altså bedst ...
  • Syltede korianderblade fås på glas i de fleste større dagligvareforretninger og er en glimrende erstatning for frisk koriander, der kan være svær at skaffe.

Tilføj kommentar