Vildt & spiseligt

5 Apr 2015

Grønt til påskesuppen

Skrevet af Karen

I år havde jeg besluttet at hive min syvsuppe frem af gemmerne, støve den af og servere den til påske. Derfor gik jagten på syv slags frisk grønt i have og mose - bare en skam, at påsken faldt tidligt i år, for der var ikke så meget at komme efter. Men det lykkedes da:

Fra venstre og forrest: En lille håndfuld overvintrende spinat fra haven, nogle spæde skud af skorzonerrod (som jeg normalt bruger til salat), lidt mælkebøtteblade (de var større under hækken ude på stien, men her vandes de også lystigt af hunde, så jeg nøjedes med dem i haven) og alleryderst de første skud på purløgene ved haveskuret - de blev andægtigt hakket og drysset over suppen. I midterste række over purløgene en lille bunke bibernelle, ved siden af lidt skvalderkål fra mosen og til højre lidt persille fra haven. Bagerst i billedet sprøde skud af grønkål og purpurkål fra haven og brændenældeskud fra mosen.

Ting, jeg også kunne have plukket: lidt skud af sankt hans urt, men da jeg ikke ved, hvordan den arter sig i varm mad (- og jeg i øvrigt ikke nænnede at plukke af de fine små rosetter), lod jeg dem stå. Tre blade rucola - det nænnede jeg så heller ikke. Violer og tusindfryd i græsplæne og under hæk, men her luftes igen lidt for mange hunde ... overvejer alvorligt at indføre begge blomster i min mikroskopiske skovhave. Lidt blade af diverse cikorier, men de var så små, så små.

Der var ingen skud af løvstikke eller fuglegræs i år, men husbonden blev så glad for suppen, at jeg har fået lov at lave den igen, når der kommet lidt mere grønt frem.

Subscribe to RSS - Vildt & spiseligt