Og det blev november, og sandelig om ikke der endnu engang landede en invitation til julefrokost i min indboks. "Ja tak", svarede jeg og gik straks i gang med planlægningen. I år skulle det være nemt, farverigt og lækkert. Især nemt.

Evalueringen af sidste års anstrengelser havde jo lagt op til, at desserten i år 'bare' skulle være en ordentlig omgang frugtsalat, så temaet i år skulle være tre salater. Slut prut finale. Det var da nemt? Men som tiden nærmede sig, synes jeg måske også, at det var lidt for nemt. Og så en dag, da jeg i anden anledning havde besluttet, at NU skulle jeg altså prøve at lave Plantepushernes mandelfraiche og derfor rodede rundt derovre, faldt jeg over dette her:

Vegansk spinatroulade med røget læx. Den perfekte forret, ja? Og jeg havde lige en hel eftermiddag og 1½ døgn til at få bagt og marineret de gulerødder. Nu kunne jeg selvfølgelig ikke drømme om at tænde ovnen kun for det, så jeg lavede også lige nogle linse-falafler af to håndfulde delikatesselinser (og huskede at krydre dem med citron og chili), bagte et hokkaido-græskar til en af salaterne og lavede ovn-biksemad til aftensmad. Samtidig med at jeg lavede mandel-fraiche. Heftig eftermiddag.

Her er resultatet så - pakket og klar til transport i 'Vidunderet':

I den pink boks er de små, ovnbagte linse-falafler sammen med lidt frisk rød peber, en portion guacamole og en god håndfuld rødkløver-spirer. Lad os bare kalde det 'forret'. Linse-falaflerne blev rigtig gode og var tilmed meget hurtigere og nemmere at blende sammen end falafler af kikærter, så det bliver nok min foretrukne version fremover.

I den blå boks er en linsesalat - også på delikatesselinser - med bidder af bagt hokkaido, marinerede shitake-svampe, pære og pinjekerner. Ret lækker, hvis jeg selv skal sige det, selvom pæren nok også skulle have været bagt, men jeg var bange for, at den ikke kunne holde sig lækker fra torsdag aften til lørdag eftermiddag.

I den grønne boks - på et leje af grønne blade - den famøse spinatroulade. Hvis du synes, at spinatpandekagen ser lige tyk nok ud, så har du helt ret. Måske fordi jeg (selvfølgelig) lavede en glutenfri udgave, jeg ved det ikke. Jeg kom en del mere vand i næste pandekage (den yderste), men den blev stadig for tyk. Nå, pyt, det smagte virkelig skønt, hvilket jeg primært tilskriver den superlækre mandel-fraiche, der nærmest blev til flødeost, fordi jeg lod den hænge ekstra længe og dryppe af (jeg havde jo travlt med at fylde ovnen). Gulerødderne - læx'en - var også helt okay, men ikke særlig lakseagtige, måske fordi jeg ikke lige havde noritang i huset og i stedet svøbte dem i wakame-tang. Jeg kunne nok også godt at have brugt lidt flere gulerødder. Men altså, den mandel-smøreost var guddommelig, den kommer jeg helt klart til at lave igen (og pimpe med krydderurter og hvidløg).

I orange boks kommer så frugtsalaten af clementin, banan, æble, pære og kakifrugt med en 'råcreme' på cashewnødder blendet med lidt citron, vanilje og ahornsirup. Et dejligt punktum.

Sidste weekend var det atter blevet tid til den traditionelle julefrokost og et gensyn med de kære kolleger fra et tidligere liv. 'Vidunderet' skulle findes frem og fyldes med lækkerier igen. Fordi i år var jeg i god tid, velorganiseret og guddommeligt inspireret som aldrig før. Eller rettere: i år var alting som det plejer, præget af travlhed, en løs idéskitse og lidt for mange kompromiser. Nå, men det endte rimeligt lykkeligt alligevel.

Den blå skål blev fyldt med det, der skulle udgøre forretten: en coleslaw af rød spidskål, rød og gul peberfrugt, gulerod, fennikel og rucola med en let olie-citrondressing samt en håndfuld ovnbagte, smukt gule safran-falafler løseligt baseret på Green Kitchen Stories' opskrift, idet disse fx lavet på rå, udblødte kikærter.

Jeg havde glemt at putte æbler i salaten, og det var ret ærgerligt, for det ville have givet den et smagsmæssigt løft. Der var også for lidt rucola i, fordi snemasserne weekenden før havde været lidt hård ved dele af køkkenhaven. Falaflerne var ret tørre og lidt seje, som de ofte bliver, når de ovnbages, og smagsmæssigt ville jeg ønske, at jeg havde piftet dem op med noget citronsaft og chili. Jeg havde også planlagt at lave en dyppesovs af aubergine eller spinat (eller begge dele) til falaflerne, det rakte tiden bare ikke til, selvom det ville have hjulpet lidt på det tørre. Men det var ok, og høstede point på farverne.

I den orange skål kom hovedretten, den smukke grønsagstærte med vegansk ostesauce, som Jane havde postet på veganmisjonen.com nogle uger inden, og som jeg straks besluttede, at jeg ville have med til julefrokosten - det eneste, jeg havde planlagt på forhånd. Jeg brugte ikke butterdej, men en glutenfri 'mørdej' baseret på denne opskrift, og med 1 dl havremel (lavet af blendede, glutenfrie havregryn fra Aurion) som erstatning for den ene dl boghvedemel. Tærten er drysset med oregano i stedet for timian, og da jeg ikke havde løg- og hvidløgspulver, puttede jeg bare et stort fed knust hvidløg i ostesaucen. Under tærten lagde jeg to håndfulde grønne, letbitre vintersalater fra haven.

Tilbehøret til tærten kom i den grønne skål: Ovnbagt hokkaido med citron, ovnbagte kartoffelbåde med rosmarin og dampet broccoli med den skønne ingefær-marinade fra denne opskrift (genial til al kål) og ovnristede mandler vendt med lidt tamari og drysset med mild, røget paprika. Dertil en håndfuld cherrytomater, der smagte af sol og sommer.

Tilsammen udgjorde tærten og grønsagerne et virkeligt hit - det var virkelig mad, jeg blev glad af. Tærten smagte SÅ godt (en varm tak til Jane!!), og tilbehøret passede fantastisk til. Og så var det bare en rigtig flot tallerken, jeg kunne præsentere.

Desserten endte i den lyserøde skål - en risalamande baseret på quinoa og sojapiskefløde med kaki-frugt til, nogle veganske hjemmebagte chokolade-småkager baseret på tahin (opskrift kommer senere) og nogle dadelkugler mikset af californiske dadler, mandler, cacaopulver, lakridspulver og lidt orangelikør fra forrige årtusinde, halvdelen rullet i frysetørret hindbær. Det var lidt overdrevet, og næste år tror jeg bare, at jeg laver en ordentlig omgang frugtsalat til dessert.

I midten ses en lille glutenfri bolle fra fryseren, mest som back-up. Alt i alt var det en ret vellykket julefrokost. Og jeg smiler stadig ved tanken om Janes grønsagstærte. Den ender på julebordet, tror jeg!

En dejlig pizza-variant, der også fungerer godt som tilbehør til frokost-salaten.

Ingredienser

• 1 portion pizza-dej eller mandelbolle-dej
• En håndfuld kartofler
• Nogle stængler frisk rosmarin (eller 2-3 tsk tørret)
• Lidt olivenolie
• Salt (gerne flagesalt)

Fremgangsmåde:
Rens kartoflerne. Hvis skallen er pæn, kan du sagtens lade den sidde på, det giver ekstra smag. Snit dem i tynde skiver, 1-2 mm, evt. på en mandolin. Pil nålene af rosmarinstænglerne og hak dem fint.

Bred/klap dejen ud med olieindsmurte hænder på en bageplade (beklædt med bagepapir eller lign.) til en stor pizza, ca. 1 cm høj. Sørg for, at der er et ganske tyndt lag olie over hele overfladen.

Læg kartofler taglagt på pizza-bunden og tryk dem lidt ned i dejen. Dryp mere olivenolie over og drys med rosmarin og salt.

Bages ca. 20 minutter ved 200 grader, eller til kartoflerne er gyldne og bunden sprød.

Servér gerne toppet med frisk rucola.

Tips:

• Variér med andre krydderurter: timian, salvie og oregano, f.eks. Eller drys chiliflager over.
• Lav gerne mini-pizzaer af dejen i stedet - nemt og lækkert til madpakken, picnic-kurven og buffetten.
• Også rigtig godt tilbehør til suppe, gerne skåret i små trekanter med en skarp kniv.
• Kan fint fryses.

Det der med 'i god tid' og 'mere sjov', som jeg skrev om sidste år ... det glemmer vi bare, ikke? Selvom jeg faktisk havde skænket det en tanke eller to i løbet af efteråret, så blev det alt for hurtigt tid til at fylde de kulørte skåle i 'vidunderet' igen. Men det lykkedes, denne gang med en koncentreret indsats aftenen før og samme formiddag.

Den lyserøde skål blev denne gang rammen om forretten, da jeg skulle bruge en dybere skål til desserten. Så her er to halve snack-peberfrugter fyldt med delikatesselinser, vegansk feta (den vender jeg lige tilbage til), tomattern og fintsnittet løgtop. De to små rum anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med, så de blev i sidste øjeblik fyldt med tamari-mandler, der ikke rigtig nåede at tørre - og ikke blev spist. Bagefter slog det mig, at jeg kunne have lavet nogle veganske sushi-bidder, men den idé kom for sent ...

Den grønne skål fik besøg af to aubergine-tårne: Tykke skiver ovnbagt og derefter marineret aubergine i lag med skiver af en stor bøftomat og en tyk skive af en guddommelig, hjemmelavet vegansk feta (den g.e.n.i.a.l.e opskrift finder du her - hos Nina fra Plantepusherne) på en bund af efterårssalater fra haven og med lidt frisk rosmarin på toppen og lidt oliven ved siden af. Nammenammenam.

I den blå skål ses det eneste, jeg havde planlagt på forhånd: Kirsten Skaarups selleri-'cannelloni' med fyld af rosenkål og hasselnødder og serveret med persilleolie. Noget besværlig at lave, ikke mindst fordi det indkøbte selleri havde hul i midten, som jeg måtte lappe med små stykker mislykkede forsøg på at skære tynde skiver - et arbejde, jeg snart overlod til husbonden, som helt klart var bedre til det. Men en smuk og velsmagende ret, jeg bestemt skal lege med igen. Ok, anretningen er måske ikke lige den kønneste her, men så smut over til Kirsten og savl over billederne der ...

Til dessert var der rå chokolademousse på avocado smagt til med vanille, appelsinsaft og både dadler, agavesirup og kokossukker - fordi jeg ikke fulgte én opskrift, men blandede flere forskellige. Dadlerne sødede ikke nok (de skulle nok have været friske og ikke tørrede), agavesiruppen sødede alt for meget, så jeg måtte komme en ekstra avocado i, og kokossukkeret var lige det, der skulle til for at redde miseren. Granatæblekerner tilføjede et frisk indslag sammen med to kakifrugter i skiver. Jeg ville egentlig have bagt nogle æblemuffins, men der var ikke tid, og ovenstående endte med at blive en dejlig dessert.

Hele herlighed blev suppleret med to små brød, hvoraf det ene kom med hjem igen, fordi jeg var stopmæt. Det blev en god julefrokost.

PS. Madkassetårnet har jeg købt for en del år siden efterhånden, og det fås desværre ikke længere. Men man kan være heldig at finde noget lignende i metal i kinesiske butikker. God jagt.

Den kom lidt bag på mig i år, julefrokosten. Eller rettere, jeg havde lidt for mange andre ting på programmet i ugerne op til, så lige pludselig var det nu, at der skulle findes på noget at fylde madkassetårnet med til en eftermiddag og aften i godt selskab, uanset at jeg havde lovet mig selv at være i bedre tid end sidste år.

Nå, det lykkedes da med hjælp fra fryser og køleskab, og jeg var både tilfreds og mæt, da vi gik fra bordet, men til næste år skal der altså være lidt mindre panik og lidt mere sjov og ballade i min kulørte julefrokost-madpakke!

Til forret ruller af marineret aubergine omkring et til lejligheden opfundet fyld af kikærter blendet med piniekerner, jalapeño-chili, koriander, lidt citron, en anelse olie og lidt tangsalt. Dertil en god håndfuld mini-tomater, gulerodsstænger, en hasteindkøbt blandet grøn salat med lidt hjemmelavede bukkehornsspirer (se den grønne boks herunder) og hasteindkøbt glutenfrie rosmarin-kiks (spiselige, men så heller ikke mere!). Alt i alt en fin kombination, altså bortset fra kiksene ...

Til hovedret en quinoa-selleri-"muffin" med persillepesto ((begge rester fra fryseren) med en lun linsesalat af delikatesselinser med tern af rød peber, auberginestimler og dressing af den overskydende marinade fra auberginen fra forretten (den grønne boks herover) samt to snitter af en vegansk løgtærte med oliven (også fra fryser) og resten af den grønne salat fra forretten. Selleri-muffinen var skøn med persillepesto over, og jeg nød linsesalaten, mens tærten var lidt kedelig - så den spiste jeg kun den ene snitte af.

Desserten blev to stykker æblekage - rester fra et nogenlunde vellykket forsøg på at genskabe min yndlingsæblekage i en glutenfri, vegansk og næsten sukkerfri version - med en 'råcreme' af blendede mandler med vanille, citron og agavesirup, nogle romdruknede abrikoser med udblødte mandler og valnødder samt lidt tørrede morbær og mandler med overtræk af mørk chokolade. Lidt for mange mandler (æblekagen er også på mandelmel) og lidt for tungt - jeg ville nok hellere have haft en frugtsalat af frisk frugt - men det smagte udmærket.

Egentlig ville jeg have haft en flaske med friskpresset saft af bladselleri, æble, ingefær og citron med, men det blev skippet til gengæld for tid til oprydning og opvask, så et bombet køkken ikke ville blive det første, jeg mødte dagen derpå - et valg, jeg var meget godt tilfreds med søndag morgen ...

Klar til afgang!

Så blev det atter julefrokost-tid - og tid til igen at grave vidunderet frem fra hjørneskabet. Det blev lidt kaotisk i år, da der ikke lige lå så meget i fryseren, jeg kunne trække på. Men det gik.

Den blå beholder fik æren af forretten, der lige som sidste år bestod af rispapirsruller - men i år uden avocado, fordi jeg ikke havde kunne skaffe en brugbar én af slagsen. I stedet fik strimlerne af agurk, peberfrugt og gulerod selskab af friske lucernespirer, og det fungerede fint. Den tilhørende sesam-dressing måtte af pladshensyn over i den grønne beholder.

Oven på var der lige plads til mellemretten: en krydret mini-mandeltærtebund efter opskrift fra Green Kitchen Stories. Fyldet måtte over i den lyserøde beholder, for det var lidt vådt, og jeg ville ikke risikere, at bunden gik i opløsning. Tærten smagte godt, men en anelse for meget af kokosolie, der ellers gav en tærtedej, der var god at arbejde med. Ideen med at komme mandelmel og finthakkede krydderurter i tærtebunden holder dog hele vejen, og er helt sikkert noget, jeg skal arbejde videre med. Men det bliver uden kokosolie.

I den grønne beholder er der lidt salat af de sidste vintersalater fra haven og lidt økologisk hjertesalat fra supermarkedet. Salaten deler pladsen med en bøtte med sesamdip til rispapirsrullerne og en bøtte med auberginedip til safran-falaflerne (i den orange beholder).

Auberginedippen kom til i sidste øjeblik, fordi der lige var en halv aubergine til overs i køleskabet. Den blev skrællet, skåret i små tern og simret sammen med et finthakket løg og et fed hvidløg i lidt olivenolie. En sjat vand kom til, og det hele dampede mørt under låg, inden det blev blendet med endnu et fed hvidløg, lidt salt og en god skefuld sojayoghurt.

I den orange beholder ligger hovedretten - de kønne safran-falafler, også fra Green Kitchen Stories. Bladene fra det lillebitte rødkålshovede, der var det allersidste i butikken den dag, var absolut ikke samarbejdsvillige, så de fik lov at komme med som "fad" i stedet for som indpakning. De ovnbagte falafler smagte godt, men var virkelig tørre - kun reddet af den underskønne auberginedip. Safran-falaflerne er også en opskrift, jeg gerne vil arbejde videre med, men det bliver helt sikkert med rå, udblødte kikærter i stedet for kogte.

Desserten - en rå "cheesecake" baseret på denne opskrift - kom i den lyserøde beholder. I et af de små rum. For en prøvesmagning viste desværre, at jeg egentlig ikke kunne lide den. Den smagte alt, alt for meget af kokosolie og konsistensen var for ... fedtet. Til mig. Jeg ville hellere have haft et stykke æblekage med vanillecreme, men det var der overhovedet ikke tid til.

I stedet tog jeg en håndfuld blandede nødder og lidt tørrede, vilde abrikoser (ummm, så skønne, fra www.rawandmore.dk) med i det andet af de små rum. Det viste sig at være en god idé - kagen smagte bedre "fortyndet" med nødder og abrikoser. Det store rum var så passende frit til spinat-porre-fyldet til tærtebunden i den blå beholder.

Alt i alt en hæderlig julefrokost-madpakke, men jeg må konkludere, at jeg ikke gider smagen af kokosolie, uanset hvor mange krydderurter og hvor meget appelsinskal, der er i til at kamuflere den - og at jeg skal være i lidt bedre tid til næste år!

Så blev det atter december og dermed tid til den årlige julefrokost - og til at grave vidunderet frem fra hjørneskabet.

I den grønne skål en god portion af en rå, sur-sød salat fra Vibeke Amdisens bog "Glød og glæde med RAW FOOD". Der er vildt mange grønsager i og så er den dejlig kulørt. Da det var første gang, jeg lavde opskriften, fulgte jeg den ret slavisk, bortset fra at jeg lavede dressingen noget mindre sød af hensyn til blodsukkeret. Det blev en kæmpe portion salat, nok til en hel uge, så er du advaret, hvis du skulle få lyst. Salaten er pyntet med lucernespirer, da jeg ikke lige havde mungbønner på lager.

I orange skål blev der plads til to små tangpirogger og en god håndfuld "oste"-stænger fra Rawandmores dehydratorbog "Crackers, crisps & treats". Jeg fik en dehydrator i fødselsdagsgave og er stadig i gang med at udforske opskrifterne. Disse sprøde "oste"-stænger indeholder ikke ost, men en hel del solsikkekerner smagt til med bl.a. hvidløg og tamari. Guf! Der er også en lille beholder med dyppelse til rispapirsrullerne i den blå skål.

I den blå skål blev der plads til seks rispapirsruller med sprøde grønsager og avocado - også fra Vibekes bog. Agurkeblomsterne overraskede min mand mig med - vi har delt køkken i mere end 24 år, og han kan stadig overraske mig :-)

Den lyserøde og mindste skål blev som sædvanligt udnævnt til dessert-beholder. Her en frugtsalat af banan, æble, pære og appelsin drysset med rå chokoladenibs og tørrede tranebær sødet med æblesaft. I det ene af de små rum en håndfuld udblødte, rå mandler til frugtsalaten. I det andet en rå "bounty-bar", også fra Vibekes bog.

Egentlig havde jeg planlagt at tage en flaske friskpresset rød grønsagsjuice med til at sætte farve på vinglasset, men det nåede jeg desværre ikke.

Jeg var lidt nervøs for, om der var for mange rå grønsager i menuen, men det fungerede rigtig godt. Salat og tang-piroggerne gik fint sammen, og stængerne var supersprøde og meget lækre til også. Rispapirsrullerne havde jeg prøvet før (til en sommerfest, som jeg har billeder fra, men ikke har fået skrevet om - endnu), og de var også gode. Måske lidt for meget sennep i dyppelsen til min smag. Frugtsalaten fungerede rigtig godt som dessert. Bounty-baren smagte fint, men nåede at tø op under transporten og blev lidt for 'løs' i chokoladeovertrækket. Altså ikke transportvenlig (og heller ikke blodsukkervenlig, derfor kun én).

Maden rakte fint hele dagen, jeg havde en dejlig fornemmelse af både mæthed og lethed i maven, ingen blodukkerproblemer og fik stort set spist det hele, undtagen en skefuld af salaten og to ruller.

I den lyserøde skål er - igen i år - to stykker syndig chokoladekage, tamari-mandler og stykker af en helt vidunderlig juleappelsin.

Jeg var ret liberal med hvidløgene i år, fordi jeg vidste, at de andre bl.a. skulle have en salat med bagte hvidløg - så var der jo ingen grund til at holde sig tilbage! Det smagte dejligt altsammen, men jeg må også indrømme, at menuen var lidt hård ved blodsukkeret. Cashew-cremen smager skønt, men cashewnødder er hårde ved blodsukkeret ligesom rodfrugter og græskar. Og så kom jeg afsted uden at få spist noget hjemmefra, så velkomstchampagnen (en lækker Cava) og den søde dessertvin slog måske også lidt hårdt (til blodsukkeret altså). Akkeja. Så lærte jeg det. Det ødelagde nu ikke en dejlig dag og aften, og jeg gik bestemt ikke sulten fra bordet!

Jeg har været til firmajulefrokost - denne gang med 100% medbragt mad. Der er de foregående år blevet gjort store anstrengelser for at finde og bestille mad, jeg kan tåle, men med varierende held. Der er bare for meget, der skal tages hensyn til på én gang. Man kan sagtens få god, vegetarisk mad. Men det kniber godt nok, når den også skal være glutenfri. Og mælkefri. Og sukkerfri. Jeg ved også, at man visse steder kan få lækker mad, der er gluten-, mælke- og sukkerfri. Men så er den ikke vegetarisk.

Det er ikke, fordi de ikke har prøvet - de cateringsfirmaer, der har været sat på opgaven. Men der er bare altid et eller andet, der glipper i farten. Sidste år var den lækre forret f.eks. blevet indbagt i butterdej. Salaten var overhældt med klistret dressing og iblandet syltet frugt. Og så videre. Jeg fik da mad. Mest fordi vores julefrokost blev holdt i et privat hjem, og der dermed var adgang til frosne ærter og bønner i fryseren - og friske æg i køleskabet. Men særlig spændende var det ikke - og rigtig mæt blev jeg heller ikke.

Så sidste år aftalte vi, at jeg fremover selv tager mad med til julefrokosten. Det giver mig selvfølgelig noget ekstra arbejde. Tilgengæld giver det sikkerhed for, at jeg får mad, jeg kan spise - og nok af det. Det gav mig også en (lidt lam, indrømmet) undskyldning for at købe denne her:

Den perfekte transport af medbragt julefrokost (der er hank i toppen, den kan bare ikke ses på billedet). Vidunderet blev fyldt med et udvalg af småting fra fryseren, køleskabet og lidt friskt kreeret samme dag.

Den blå skål indeholder forret og snacks i form af tamari-mandler (i kræmmerhus af bagepapir) til velkomstchampagnen. Forrretten er marinerede aubergineskiver og noritang rullet om krydret fyld af tofu rørt med soltørrede tomater, oliven og lidt jalapeñochili. Auberginen var lidt kedelig indeni, så jeg fik kun fire pæne skiver ud af den - derfor supplerede jeg med tangrullerne. Hertil skiver af avocado.

Til forretten hørte salat fra den grønne skål. Babysalat med små stykker marineret aubergine (det der ikke var pænt nok til hele skiver), frisk rød peber og tamari-kerner i en lille bøtte. Salaten fulgte også hovedretten i den orange skål: Tre små 'muffins' med selleri-postej og shitakesvampe i skilt creme (stegt i lidt smør, drysset med peber og overhældt med resten af marinaden fra auberginerne og ca. 1 dl sojafløde) samt to små pirogger med tang.

Den lyserøde skål blev til de søde sager til dessert og kaffe. To stykker 'syndig chokoladekage' fra bogen 'Raw food' af Jens Casupei - her lavet med abrikoser i stedet for dadler (fordi abrikoser er meget blidere ved blodsukkeret end dadler). Tre sukkerfri nøddesmåkager med sukkerfri chokolade fra 'Kernesund Julemad'. Lidt frisk ananas i tern.

Umiddelbart syntes jeg selv, at det så lidt voldsomt ud med mængderne. Men vores julefrokoster strækker sig fra omkring kl. 13 til midnat, så jeg ville være sikker på, at der var nok til hele dagen. Selvom jeg også spiste lidt på forhånd hjemmefra til at lægge en bund - ellers kan jeg ikke klare champagnen!

Og hvordan gik det så? Jeg havde i hvertfald mad nok med - jeg kom hjem med én pirog og næsten alle tamarimandlerne i behold. Forretten var skøn! Jeg har ikke før prøvet at fylde auberginerne med tofu, men det fungerede rigtig godt. Måske var fyldet en anelse for krydret (for salt og lidt for stærkt), men det gik fint sammen med avocadoen og salaten.

Den ene pirog blev spist som mellemret, mens svampene fik en kort opvarmning i ovnen sammen med de andres mad. Svampene smagte skønt, cremede og let syrlige, og gik rigtig godt sammen med postejerne og salaten. Farvemæssigt manglede der måske lidt - kun salaten lyste op - men smagen var i top, og jeg blev rigeligt mæt.

Desserten var en skøn overraskelse. Den smagte virkelig godt, den chokoladekage. En fed, fyldig og kompleks smag med sødme og syre i fin kombination med den rå kakaos bitterhed og smukt rundet af med den snert af salt, der var i bunden. Meget tilfredsstillende og uden mærkbare konsekvenser for blodsukkeret. Den opskrift kan varmt anbefales. Jeg spiste kagen sammen med den friske ananas, og det fungerede også fint.

Nøddekagerne var derimod en skuffelse. Måske fordi jeg ikke kunne finde allehånden og i stedet måtte krydre med andre ting. Måske fordi xylitol bare ikke smager mig. Hverken i kagerne eller chokoladen ovenpå. Jeg lavede dem også sidste år, og var egentlig glad for dem den gang. Men det var selvfølgelig også før jeg smagte chokoladekagen ;-)

Og 'madkassetårnet' fungerede fint som transport-beholder. Både bag på cyklen, i toget og på traveturen. Det er lidt tungt, fordi det er melamin, men ikke noget problematisk. Nå, det kan jeg også sagtens sige - husbonden bar det det meste af vejen, kamufleret i en Føtex-pose for ikke om han ville ses offentligt med den rædsel i hånden ;-)

I køkkenet fungerede det godt, fordi det var nemt at skille ad, tage mad fra og samle igen, så maden var beskyttet mod vildfarne brødkrummer og andet, der helst ikke skulle lande i min mad. Nåja, og så synes jeg altså, at det er pænere end en samling tilfældige plastikbokse og mere transport-praktisk end et stort fad. Men alt for våde ting egner det sig nu nok ikke til.

Har du ikke prøvet at servere tang før, kan du roligt kaste dig ud i denne opskrift. Den er meget lækker og forholdsvis nem at have med at gøre. Piroggerne kan både spises lune og kolde, de er fremragende på buffeten og i madkurven - og så kan de fryses.

Opskriften er oprindeligt af Lisbeth Tordendahl, her i en glutenfri udgave.

Ingredienser
til 12 pirogger

Tang-fyld:

• 50 g arame-tang
• 2 løg
• 1-2 gulerødder
• lidt olivenolie
• 1-1½ spsk fintreven frisk ingefær
• 1 dl vand
• 2-3 spsk tamari

Pirog-dej:

• 6 dl (fuldkorns)boghvedemel
• ½ tsk salt
• 1 dl olivenolie
• 1-1½ dl vand

• rismel til at rulle ud i
• evt. vand og olie til pensling

Fremgangsmåde

Start med at sætte tangen i blød i vand, der dækker. Imens rives gulerod groft, og løg skæres i tynde både. Når tangen er svulmet op, hældes vandet fra og tangen skylles evt. i lidt frisk vand. Dryp af.

Varm lidt olie op i en gryde og sauter løget et par min. Tilsæt tang og gulerod og sauter kort. Tilsæt vand og 2 spsk tamari. Rør rundt og bring i kog. Lad fyldet koge under låg 15-20 min.

Mens fyldet koger, laves dejen til piroggerne. Bland melet med salt i en skål. Tilsæt olien og 'smuldr' det sammen med melet. Saml dejen med vandet - start med 1 dl og ælt godt. Tilsæt resten af vandet i ganske små portioner, til du har en let og smidig dej, der hænger godt sammen.

Vær forsigtig med vandet! Lige pludselig går dejen fra at være noget underligt smuldrende noget, til noget underligt klistret noget. Kommer du til at komme for meget vand i, kan det dog nemt reddes med et lille ekstra drys mel.

Når fyldet har kogt, tilsættes ingefær og der smages evt. til med lidt mere tamari. Lad væden koge lidt ind nogle minutter uden låg. Hæld blanding op i en sigte og lad det køle af.

Del dejen i 12 lige store stykker. Rul hvert dejstykke ud til en cirkel på 15-16 cm på et letmelet bord (jeg bruger rismel her). Kom ca. 2 spsk fyld i midten af hver cirkel og fold dejen omkring til en halvcirkel. Tryk dejkanterne sammen med en gaffel og brug også gaflen til at prikke hul i overfladen (ellers sprækker dejen under bagningen). Du kan evt. pensle overfladen med en blanding af vand og olie, der er pisket sammen.

Bages ved 200 grader i ca. 20 minutter.

Tips:

• Gem endelig væden fra fyldet! Det smager virkeligt godt som bouillon, i stedet for tamari i f.eks. Chop suey eller som dressing til en salat.
• Lisbeth Tordendahl kommer ½ dl sesamfrø i sin dej - det smager skønt, men fungerer bare slet ikke med den glutenfrie version, hvor dejen alt for nemt kommer til at sprække. Du kan evt. eksperimentere med at rulle dejen ud i (letknuste) sesamfrø. Nogle gange går det godt. Andre gange gør det ikke.
• Den originale opskrift er sakset fra artiklen 'Spis havets grønsager' i Nyt Aspekt februar 2002.
• Jeg har en genial dims til pirogger. Den kan udstikke dejen i perfekt størrelse med undersiden, så lægger man dej-cirklen op på oversiden, hvor der er en fordybning, så man kan komme fyld i, uden at det løber ud over kanten. Til sidst folder man dimsen på midten - og vupti - har man den smukkeste pirog med nysselige kanter. Kan varmt anbefales, hvis man ellers kan få fingre i den.