Morgenmad

5 Sep 2014

Morgenmads-snapshot #1

Skrevet af Karen

Sensommer-morgenmad med de allersidste blåbær fra haven, banan, spiret boghvede og plantemælk, um!

Det er nemt at spire boghvede: To håndfulde hel boghvede sat i blød i rigeligt vand natten over og skyllet grundigt i en si næste morgen. Kan spises derefter - eller sættes til at spire endnu dag, husk blot at skylle morgen og aften og lad dryppe godt af.

OBS! Er du glutenfølsom, så husk at se boghvedekernerne godt efter, inden du lægger dem i blød. Jeg finder jævnligt en hvedekerne eller to i dem ...

Kan selvfølgelig også laves med andre bær i sæsonen - her solbær fra den gang det stadig var rigtig sommer.

17 Nov 2012

Jeg spiser denne sprøde salat til morgenmad i det sene efterår og så længe jeg kan få danske, økologiske æbler. Men den er også lækker til frokost eller som tilbehør til aftensmaden.

1 portion

Ingredienser:

  • 1 god håndfuld grønkål uden de grove ribber
  • 1 stort eller 2 små æbler
  • ½ håndfuld valnødder
  • 1 håndfuld friske (linse-)spirer
  • friskpresset saft af ½ citron
  • 2 spsk hørfrøolie

Fremgangsmåde:

Skyl og afdryp grønkål, æble og spirer. Hak grønkål fint. Skær æble i tern eller små trekanter. Hak valnødderne groft eller bræk dem i mindre stykker.

Læg halvdelen af æblestykkerne i en tallerken eller en skål. Læg den hakkede grønkål henover og følg op med resten af æblestykkerne, Drys valnødder over og top med de friske spirer. Dryp med citronsaft og hørfrøolie. Servér!

Tips:

  • Salaten kan også laves med andre typer kål, fx. spidskål, rødkål og palmekål. Eller andre typer bladgrønt, fx. romainesalat, frisk spinat, rucola og/eller friskhøstet, spiseligt ukrudt.
  • Ligeså kan valnødderne varieres med andre typer nødder. Hasselnødder er skønt, det er mandler også.
  • På billederne er spirerne lavet på de små, sorte beluga-linser, men andre typer linser er også fint (dog ikke de røde splitlinser). For vejledning til hjemmespiring, se http://friskespirer.dk
  • Et drys kanel og/eller en anelse kardemommme over æblestykkerne er ikke det værste ...
  • Salaten tager tid at lave - og spise! Skal det gå lidt hurtigere, kan du putte grønkål, æble og nødder i foodprocessoren sammen med citron og olie og blende det til en frisk 'mos', der toppes med de hele, friske spirer.
    22 Jul 2012

    Mandelgrød

    Skrevet af Karen
    Mandelgrød med jordbær

    Yndlingsmorgenmaden i bærsæsonen. Hurtig at lave og dejlig frisk og mættende på samme tid. Til 1 person.

    Ingredienser:

    • En god håndfuld mandler, sat i blød aftenen før
    • 2-3 spsk friskkværnede (gule) hørfrø
    • Et lillebitte nip salt
    • Et drys vaniljepulver
    • Evt. et lillebitte nip stevia
    • En god håndfuld friske bær - eller frisk frugt skåret i tern
    • Vand

    Fremgangsmåde:

    Hæld iblødsætningsvandet fra mandlerne og skyl dem lige en ekstra gang, inden du hælder dem i en skål eller et blenderglas sammen med de kværnede hørfrø, vanilje, salt, stevia og så meget vand, at det står ca. 1 cm over.

    Blend - gerne med stavblender - til det er en jævn grød og tilsæt evt. mere vand undervejs, til grøden har en passende konsistens. Servér med friske bær.

    Tips:

    • Jordbær, hindbær og blåbær er bedst, synes jeg, men lidt ribs, stikkelsbær og solbær kan også blandes i.
    • Bærrene kan evt. blendes med til en fin mousse. I så fald kan f.eks. solbær godt udgøre hele bærportionen.
    • Og naturligvis kan man også bruge frugt skåret i tern i stedet. Æbler, pærer, ferskener, abrikoser, blommer ...
    • Mandler kan (delvist) erstattes med solsikkekerner, hasselnødder og cashewnødder
    • Drys gerne kanel over - det stabiliserer blodsukkeret.
    28 Dec 2008

    Måske synes du ikke lige, at det lyder så lækkert med gulerødder, bladselleri og ingefær til morgenmad. Prøv alligevel. Resultatet er en overraskende frisk, sprød og mild morgensymfoni, der giver en god start på dagen. Egentlig er det en opskrift på friskpresset saft fra Yoga Kogebogen. Jeg har også en gang lånt en saftpresser at lave den på, og den er ikke dårlig. Men hvorfor smide en masse gode fibre ud, når det nu smager lige så godt som rå mos?

    1 portion

    Ingredienser

    • 2 mellemstore gulerødder
    • 1 stængel blegselleri
    • 1 æble
    • 1 lille stykke frisk ingefær
    • 1 dl vand
    • 2-3 spsk hørfrø- eller nøddeolie

    Fremgangsmåde

    Skræl evt. gulerødderne og fjern kernehuset fra æblet. Skær gulderødder, æble og selleri i mindre stykker. Skræl ingefæren og riv den eller hak den fint.

    Kom det hele i en foodprocesser eller blender sammen med vand og blend, til du har en jævn mos.

    Hæld mosen i en skål, dryp olie over og spis med det samme.

    Tips:

    • Mængden af ingefær må du prøve dig frem med. Start med et lille stykke - ca. ½ tsk revet/hakket - og gå op til 1 tsk revet/hakket, hvis du synes. Det skal på ingen måde smage stærkt igennem.
    • Fedtstoffet fra olien hjælper med at optage alt det gode fra gulerødderne - og så smager det dejligt. Jeg foretrækker en god hørfrøolie, hvor den mest velsmagende hørfrøolie efter min mening er fra Nyborggård. Deres Licasol-olie (omega 3-6-9) er også lækker.
    • Kan du ikke lide olien, kan du i stedet drysse lidt hakkede mandler eller nødder over. Prøv f.eks. at lægge en håndfuld valnøddekerner i vand, der dækker, aftenen før - næste morgen hældes vandet af, og kernerne hakkes og drysses over mosen. Udblødning gør valnødderne mildere og mindre bitre.
    • Prøv også at drysse med kernedrys.
    4 Aug 2008

    Som insulinresistent skal man passe på med sit frugt-indtag. Grænsen går ved omkring tre portioner (300 g) frugt om dagen (f.eks. 3 æbler) og helst fordelt over hele dagen. Det giver problemer, hvis man er gået hen og blevet små-afhængig af at starte dagen med en smoothie. Jeg var på et tidspunkt ret stolt af, at jeg kunne indtage '6 om dagen' i et eneste måltid, nemlig min morgen-smoothie. Det går bare slet ikke, når man har PCO og er insulinresistent.

    Du behøver dog ikke at vinke helt farvel til de lækre smoothies, men portionen skal halveres, og derudover skal en del af frugten udskiftes med fedt og proteiner, der stabiliserer blodsukkeret. Fedtet kan passende være en god, koldpresset hørfrøolie, der samtidig gør underværker for din hud. For proteinernes vedkommende anbefaler mange vallepulver - eller risproteinpulver, hvis man som jeg ikke kan/vil bruge vallepulver.

    Så jeg anskaffede mig fluks en bøtte risproteinpulver. Eller fluks og fluks - det var ret besværligt på det tidspunkt, da det skulle skaffes hjem fra udlandet. Men det lykkedes. Desværre smagte det slet ikke godt og gav en underligt grynet smoothie. Med Google i baghånden søgte jeg og fandt et alternativ: hampeproteinpulver. Det smagte en hel del bedre - men stadig ikke specielt lækkert. Og så var det dyrt og skulle ligesom risproteinpulveret skaffes hjem fra udlandet. Et andet mærke risproteinpulver var ikke bedre - det endte med, at jeg smed bøtten ud, da jeg en morgen sad og fik gevaldig kvalme af stadset.

    På nettet fandt jeg andre alternativer såsom at tilsætte et hårdkogt æg (ikke afprøvet) eller en stor skefuld nøddesmør til smoothien. Men den bedste løsning fandt jeg en dag, jeg stod og laves hummus. Kikærter. Kogt uden salt smager de stort set ikke af noget, de kan blendes helt glatte og er fulde af proteiner og fibre. Køber du økologiske kikærter og koger dem selv, behøver du heller ikke spekulere over, hvordan dine proteiner er fremstillet.

    Så nu er opskriften på en morgen-smoothie som følger:

    1 dl kogte, usaltede kikærter
    2 dl bær (eller 1½ dl bær og ½ banan)
    1-3 spsk hørfrøolie
    lidt vanille
    soja-, mandel- eller rismælk til konsistensen er som ønsket

    Blendes til det er glat, hældes i en skål, drysses med kernedrys og spises med ske.

    En gang om ugen sætter man en pose kikærter i blød natten over. Næste dag koges de i frisk vand i minimum 2 timer, til de er helt møre. Man kan tilsætte et nip bagepulver eller natron til kogevandet - det gør kikærterne ekstra bløde. Jeg har dog læst et sted, at det også ødelægger indholdet af B-vitaminer, men det har jeg ikke kunne få bekræftet andre steder.

    Hæld vandet fra og fordel kikærterne i små bøtter, så de kan fryses ned i passende portioner. Kikærterne holder fint 2-3 dage i køleskab, men så heller ikke længere.

    5 Jun 2008

    Stegte bønner

    Skrevet af Karen

    En frokostfavorit, når jeg er hjemme, men også god til madpakken, en seriøs omgang morgenmad eller en let aftensmad i selskab med en god salat

    1-2 personer

    Ingredienser

    • 1-2 spsk olie
    • 1 mellemstort løg
    • 2 tomater
    • 3-4 dl kogte bønner
    • ½ tsk røget paprika
    • ½ dl vand
    • evt. 1-2 tsk frisk, hakket eller syltet koriander
    • salt & peber

    Fremgangsmåde

    Pil løget, halvér det på langs og snit det i papirtynde skiver. Skær tomaterne i tynde både.

    Varm olien op på en lille pande og svits løget, til det begynder at blive gennemsigtigt og falde lidt sammen. Tilsæt tomatbådene og svits videre et minut eller to.

    Skub grønsagerne lidt ud til siden og hæld bønner ned i midten. Svits nogle minutter og tilsæt paprika og lidt salt. Rør godt rundt og hæld vand ved. Dæmp varmen lidt og rør bønner og grønsager sammen. Når vandet er kogt væk, smages til med salt, peber og evt. koriander.

    Tips:

    • Servér med en blandet, grøn salat, strimlet peberfrugt og/eller gulerodsstrimler.
    • Er du til stærke sager, kan du bruge en stærk paprika eller skifte peberet ud med knust eller hakket, frisk chili efter smag.
    • Jeg bruger helst sorte bønner eller røde azuki-bønner, der nemt koger ud, men andre typer bønner kan også bruges, f.eks. pinto, brune eller hvide bønner.
    2 Dec 2007

    Kernedrys

    Skrevet af Karen

    Mætter, smager dejligt og giver et pænt tilskud af vitaminer, mineraler, proteiner og essentielle fedtsyrer til morgenmaden.

    1 portion

    Ingredienser

    • 3 spsk hørfrø
    • 1 spsk sesamfrø
    • 1 spsk græskarkerner
    • evt. 1 tsk kanel

    Fremgangsmåde

    Kværn frø og kerner til mel (evt. med kanel) i en kaffemølle.

    Tips:

    • Kernedrys er bedst umiddelbart efter kværning, da de essentielle olier hurtigt bliver harske. Det er med andre ord en dårlig idé at kværne en ordentlig portion til hele ugen. Er du nødt til at lave en større portion, bør den opbevares i en lys- og lufttæt beholder i køleskabet.
    • Kernedrys er lækkert på/i smoothies, tykmælk og grød, men kan også bruges i bagværk eller bare røres ud i lidt frisk juice eller (soja)mælk.
    • Kanel virker stabiliserende på blodsukkeret.
    2 Dec 2007

    Jordbær-smoothie

    Skrevet af Karen

    En flot og lækker smoothie - lige dejlig med friske og frosne jordbær.

    1 portion

    Ingredienser

    • 2-3 dl jordbær
    • 3 bananer
    • 1 drys kanel
    • 1 drys vanille
    • lidt vand, juice eller sojamælk

    Fremgangsmåde

    Skræl bananerne og del dem i mindre stykker. Kom banan, jordbær, væske og krydderier i en blender og blend til det er jævnt.

    Tips:

    • Servér i høje glas eller i en skål - gerne med kernedrys til.
    • Brug lidt mindre jordbær og tilsæt en håndfuld appelsin- eller klementinbåde i stedet.
    • Bruger du frosne bær, kan du tø dem op først - eller lade være og få en dejlig softice ud af det.
    • Frosne bær er mere syrlige end friske, men jeg synes egentlig, at bananerne søder nok. Har du lyst til mere sødme, kan du tilsætte et par friske dadler eller udblødte abrikoser.
    18 Nov 2007

    Citronmarineret melon

    Skrevet af Karen
    melon

    Citronen løfter lige melonen en tand højere op. Brug den i salater, som tilbehør, som snack eller som morgenmad.

    Ingredienser

    • 1 melon, f.eks. honning- eller gala-
    • 1 citron

    Fremgangsmåde

    Skær melonen i halve og skrab kernerne ud med en ske. Skær melonen i både, skær skrællen væk og skær melonbådene i store tern.

    Skær skrællen af citronen i tynde strimler med et juliennejern. Eller brug en kartoffelskræller først og bagefter en skarp kniv.

    Skær citronen i halve og pres saften ud.

    Bland citronsaft og -skal med melonstykkerne, og lad melonen marinere i køleskabet. Mindst 1 time, gerne natten over. Vend af og til.

    Tips:

    • Melonstykkerne smager skønt i en blandet grøn salat - gerne med spæde spinatblade, rucula og kryddergrønt.
    • De er også gode i en frugtsalat.
    • Og som tilbehør til krydret mad.
    • Og til morgenmad, bare helt som sig selv.
    • Agurk kan marineres sammen med melonen.
    • Prøv også at tilsætte en spsk friskreven ingefær til marinaden.
    8 Aug 2007

    Rå æblegrød

    Skrevet af Karen

    Dejlig, nærende og letfordøjelig morgenmad, der mætter længe og er god ved blodsukkeret. Også god til teenagere, der mangler appetit om morgenen.

    Ingredienser
    til 1 portion

    • 2 æbler
    • 1 god håndfuld hasselnødder el. mandler
    • ca. ½ dl vand
    • vanillepulver (ikke vanillesukker) eller
      kanel, muskatblomme og kardemomme
    • evt. 2 spsk hørfrø og 2 spsk sesamfrø

    Fremgangsmåde

    Fjern kernehuset fra æblerne og skær dem i mindre stykker. Kom dem i en foodprocessor sammen med nødder/mandler og vand eller juice.

    Blend det hele til en jævn grød og smag til med krydderier. Vil du bruge hørfrø og sesamfrø, males de til mel på en kaffemølle og røres i grøden. Servér straks.

    Tips:

    • Har du tid, bør du udbløde hasselnødder el. mandler i vand natten over. Det gør nødderne mere letfordøjelige og nærende. Har du ikke tid, eller har du glemt det, sker der ikke noget ved det.
    • Mandler er gode sammen med vanille. Hasselnødder er gode sammen med kanel og et nip muskatblomme og kardemomme. Er der en forkølelse på vej, kan krydderierne erstattes af eller suppleres med 1 spsk friskreven ingefærrod. Morgenmad med power i!
    • Søde æbler er bedst i maven om morgenen, synes jeg. Bruger du sure eller syrlige æbler, kan du søde med en halv banan - eller tilsætte et par udblødte abrikoser til grøden, før den blendes. Men så er den ikke længere helt så insulinvenlig.
    • De knuste hørfrø giver lidt mere fylde, fremmer fordøjelsen, dæmper blodsukkeret og er fulde af gode fedtsyrer. Men mine børn bryder sig ikke om dem. Så går det straks bedre med sesamfrøene, der også er fulde af alt muligt godt - inkl. en masse kalcium og jern. Se også Kernedrys.
    • Sojamælk eller anden plantemælk kan erstatte vandet - eller hældes over grøden, hvis man holder af det.
    Subscribe to RSS - Morgenmad