Det meste af 2015 har jeg eksperimenteret med min mad - og mit helbred. Det er gået rigtig godt, så nu tør jeg godt fortælle om det. Det handlede om, at jeg ikke var tilfreds. Jeg syntes altid, at jeg var sulten. Og træt - især i hovedet. Mine led gjorde ofte ondt, og jeg blev ved med at få bumser og knopper. Jeg har prøvet lidt af hvert, siden jeg fik at vide, at jeg havde PCOS og insulinresistens. Altsammen noget med et minimum af stivelse og masser af fedt - LCHF - for det får man tudet ørerne fulde af som PCO'er.

Nå men i starten af 2015 besluttede jeg at prøve den dimentralt modsatte retning: HCLF (vegansk). Så ind med stivelsen igen: Hej til mine elskede kartofler, til boghvedegrød til morgenmad, til glutenfrit fuldkornsbrød, masser af frugt og masser af rodfrugter og græskar. Ud med fedtet i form af dressing med olie, mellemmåltider bestående af nødder og kerner og stenalderbrød. Det var sværest, det med fedtet.

I starten prøvede jeg en 80-10-10 tilgang (80% kulhydrater, 10% fedt, 10% protein). Både med rå og med varm mad. Det rå passer mig virkelig dårligt i et klima som det danske. Det giver ingen mening for mig at leve af bananer og dadler her, og jeg bliver ikke mæt uden. Men den varme, stivelsesholdige mad gjorde mig (og min hjerne) glad. Jeg oplevede igen at være behageligt mæt, mere vågen og min hud blev så fin - kun når jeg falder i fedtfælden (spiser chokolade eller chips), går det galt. Min vægt er den samme, jeg er stadig en str. 36, og min menstruation er regelmæssig som aldrig før. Jeg kan stadig ikke spise tørret frugt, vindruer og kage ad libitum, men det handler måske også om, at jeg virkelig har svært ved at holde fedtprocenten nede på de 10%. Det gør mig ikke så meget, jeg lever fint uden.

I eksperimentet indgik også et farvel til dårlig samvittighed over for lidt motion. Jeg går gerne en rask tur på tre kvarter, når jeg kan komme til det, løber lidt i ny og næ, cykler til og fra arbejde og laver yoga næsten hver dag, men jeg har foræret min motionscykel væk, løber kun når jeg har lyst og har meget mere fokus på den blide, restorative yoga. Og det er gået så fint, så fint med mit blodsukker alligevel.

Alt dette bare for at sige, at eksperimentet forsætter, og derfor vil der fremover være mange flere rodfrugter osv. i mine opskrifter. Nogle af de gamle opskrifter vil blive rettet til, efterhånden som jeg falder over dem, men jeg har ingen ambitioner om at gå dem systematisk igennem, og jeg kommer heller ikke til at sortere alle ikke-veganske eller ikke-HCLF opskrifter fra. Fremadrettet bliver det vegansk, stivelsesrig og glutenfri hverdagsmad, jeg præsenterer her, fordi det er det, der gør mig glad. Og mæt. Og tilfreds.

Godt nytår derude.

Så blev det atter december og dermed tid til den årlige julefrokost - og til at grave vidunderet frem fra hjørneskabet.

I den grønne skål en god portion af en rå, sur-sød salat fra Vibeke Amdisens bog "Glød og glæde med RAW FOOD". Der er vildt mange grønsager i og så er den dejlig kulørt. Da det var første gang, jeg lavde opskriften, fulgte jeg den ret slavisk, bortset fra at jeg lavede dressingen noget mindre sød af hensyn til blodsukkeret. Det blev en kæmpe portion salat, nok til en hel uge, så er du advaret, hvis du skulle få lyst. Salaten er pyntet med lucernespirer, da jeg ikke lige havde mungbønner på lager.

I orange skål blev der plads til to små tangpirogger og en god håndfuld "oste"-stænger fra Rawandmores dehydratorbog "Crackers, crisps & treats". Jeg fik en dehydrator i fødselsdagsgave og er stadig i gang med at udforske opskrifterne. Disse sprøde "oste"-stænger indeholder ikke ost, men en hel del solsikkekerner smagt til med bl.a. hvidløg og tamari. Guf! Der er også en lille beholder med dyppelse til rispapirsrullerne i den blå skål.

I den blå skål blev der plads til seks rispapirsruller med sprøde grønsager og avocado - også fra Vibekes bog. Agurkeblomsterne overraskede min mand mig med - vi har delt køkken i mere end 24 år, og han kan stadig overraske mig :-)

Den lyserøde og mindste skål blev som sædvanligt udnævnt til dessert-beholder. Her en frugtsalat af banan, æble, pære og appelsin drysset med rå chokoladenibs og tørrede tranebær sødet med æblesaft. I det ene af de små rum en håndfuld udblødte, rå mandler til frugtsalaten. I det andet en rå "bounty-bar", også fra Vibekes bog.

Egentlig havde jeg planlagt at tage en flaske friskpresset rød grønsagsjuice med til at sætte farve på vinglasset, men det nåede jeg desværre ikke.

Jeg var lidt nervøs for, om der var for mange rå grønsager i menuen, men det fungerede rigtig godt. Salat og tang-piroggerne gik fint sammen, og stængerne var supersprøde og meget lækre til også. Rispapirsrullerne havde jeg prøvet før (til en sommerfest, som jeg har billeder fra, men ikke har fået skrevet om - endnu), og de var også gode. Måske lidt for meget sennep i dyppelsen til min smag. Frugtsalaten fungerede rigtig godt som dessert. Bounty-baren smagte fint, men nåede at tø op under transporten og blev lidt for 'løs' i chokoladeovertrækket. Altså ikke transportvenlig (og heller ikke blodsukkervenlig, derfor kun én).

Maden rakte fint hele dagen, jeg havde en dejlig fornemmelse af både mæthed og lethed i maven, ingen blodukkerproblemer og fik stort set spist det hele, undtagen en skefuld af salaten og to ruller.

Så blev det tid igen. Til julefrokost. Også i år var aftalen, at jeg selv tog mad med. Men i år har jeg ikke haft så meget overskud til planlægning (jeg tror, at jeg har tabt mit planlægningsgen et eller andet sted ...), så det endte med, at jeg samlede rester fra aftensmaden i dagene op til dagen - og 'lige' pyntede lidt op på det til sidst. Det blev nu meget godt. Og rigeligt. Om end lidt stresset til sidst. Så det var godt, at husbonden trådte til og fik bragt køkkenet i orden igen ovenpå mine hektiske anstrengelser med blender, pande og hakkebræt.

Her er resultatet så - endnu en gang præsenteret i 'vidunderet', som vist ikke har været brug siden sidste års julefrokost:

I den orange skål er der en mini-quinoa-selleri-postej, en cashew-'oste'creme lavet af blendede cashewnødder smagt til med citron, hvidløg, et stykke porre, tørret dild, salt og peber, en spinatsovs (blendet med resterne af cashew-cremen) og nogle radiser. Spinatsovsen hører til postejen, mens cashew-cremen skulle have været fyldt i peberfrugterne (blå skål) - desværre blev den lidt for lind, så den måtte i en lille bøtte i stedet.

I den blå skål er en bund af lidt ovnbagte rodfrugter, grønne bønner vendt på en pande med lidt hvidløg, tre både ovnbagt hokkaido-græskar, den røde peberfrugt til cashew-cremen og en bøtte med senneps-hvidløgsdressing. På nær peberfrugt og dressing var planen at varme indholdet af den blå skål som hovedret.

I den grønne skål er der i bunden en god portion salat med rucula, hvidløgsstegte champignoner og semi-tørrede cherrytomater (fra glas). Ovenpå en mini-porretærte med oliven - en variation over min løgtærte.

I den lyserøde skål er - igen i år - to stykker syndig chokoladekage, tamari-mandler og stykker af en helt vidunderlig juleappelsin.

Jeg var ret liberal med hvidløgene i år, fordi jeg vidste, at de andre bl.a. skulle have en salat med bagte hvidløg - så var der jo ingen grund til at holde sig tilbage! Det smagte dejligt altsammen, men jeg må også indrømme, at menuen var lidt hård ved blodsukkeret. Cashew-cremen smager skønt, men cashewnødder er hårde ved blodsukkeret ligesom rodfrugter og græskar. Og så kom jeg afsted uden at få spist noget hjemmefra, så velkomstchampagnen (en lækker Cava) og den søde dessertvin slog måske også lidt hårdt (til blodsukkeret altså). Akkeja. Så lærte jeg det. Det ødelagde nu ikke en dejlig dag og aften, og jeg gik bestemt ikke sulten fra bordet!

Jeg har fået en kommentar fra Birthe, som jeg synes, at jeg bliver nødt til at svare på her. Hun skriver noget forundret, at mine opskrifter da ikke specielt er rettet mod folk med insulinresistens.

Det er korrekt - det er de ikke. Det er bare en samling vegetariske opskrifter samlet og offentliggjort gennem en periode i mit liv, hvor jeg gik fra 'bare' at være vegetar til at være vegetar og cøliakiramt til at være vegetar, cøliakiramt og insulinresistent. Og mælkeintolerant.

Jeg har ikke luget ud i opskrifterne undervejs, bortset fra nogle stykker som jeg ikke længere syntes holdt standarden. Som ikke var den oplevelse, jeg gerne ville have, at de skulle være.

Og jeg er ikke kostvejleder eller ernæringsekspert eller noget som helst i den retning. Jeg er bare et madøre med udfordringer og vegetariske præferencer. Og en veludviklet nysgerrighed på det, jeg putter i min mund og hvad det gør ved min krop og mit sind. Og min verden. Jeg lærer hele tiden nyt.

Når det så er sagt, så kan jeg godt se, at det hist og her kan tolkes, som om dette her er en samling opskrifter til insulinresistente. Det beklager jeg. Jeg vil se på, om jeg kan omformulere det.

Men når det så er sagt, så prøver jeg at give råd til, hvordan maden bliver en bedre oplevelse for dit blodsukker. Så når jeg skriver, at broccoli-curry kan serveres med ris eller grønne bønner, så vælger du selvfølgelig at servere den med en ordenltig portion grønne bønner, når du som insulinresistent ved, at du skal lade være med at spise (ret mange) ris. Og i afsnittet om pasta er der fx omtale af pasta, der ikke påvirker blodsukkeret.

Jeg har også ambitioner om, at opskrifter, der er særligt velegnede til insulinresistente, bliver mærket som sådan - men det kniber med tiden til at gå det hele igennem. Jeg har i det hele taget mange planer for, hvad dette site kunne blive til. Men der er ikke mange ledige stunder i mit liv, som det ser ud for tiden, så det er bare planer. Endnu.

Jeg håber, at mine opskrifter først og fremmest er lækker mad. Det er nok min største ambition. Men jeg vil selvfølgelig også gerne levere noget inspiration til folk, der har det som mig. For det synes jeg ikke, at der er så meget af derude. Og slet ikke vegetarisk/vegansk. Men i virkeligheden gør jeg det mest for min egen skyld. Kan du så også bruge det, du finder her, bliver jeg ekstra glad. Kan du ikke, så ... tak for besøget og god vind fremover.

Det var vist bare det, jeg ville sige. Hej.

I det seneste nyhedsbrev fra Nomedica kunne jeg forleden læse, at amerikanske forskere i et stort og langvarigt studie af 56.998 voksne amerikanere opdagede, at de der spiste et æg dagligt havde 58 – 77 % øget risiko for at få diabetes, sammenlignet med de, der ikke spiste æg.

Som insulinresistent har jeg derfor fået endnu et godt argument for at vinke helt farvel til æggene. I nat(!) fik jeg så tilmed pludselig fik en idé til en løgtærte uden æg, der måske kunne fungere. Om den også rækker til en Tortilla española, må tid og eksperimenter vise. Familie og venner er hermed advaret!

I nyhedsbrevet kunne man også læse, at børn, der regelmæssigt spiser forarbejdet/konserveret kød og fisk (tørret, røget eller saltet), ser ud til at have øget risiko for at få leukæmi. Og omvendt at grønsager og sojaprodukter beskytter mod samme sygdom. Det er godt at være vegetar ...

Nomedica - Ugeskrift for lægfolk - er et gratis nyhedsbrev, der udkommer hver uge med nyheder om sund kost, livsstil mv. Du kan se eksempler og tilmelde dig her: http://www.nomedica.dk/nyhedsbreve.htm

Som insulinresistent skal man passe på med sit frugt-indtag. Grænsen går ved omkring tre portioner (300 g) frugt om dagen (f.eks. 3 æbler) og helst fordelt over hele dagen. Det giver problemer, hvis man er gået hen og blevet små-afhængig af at starte dagen med en smoothie. Jeg var på et tidspunkt ret stolt af, at jeg kunne indtage '6 om dagen' i et eneste måltid, nemlig min morgen-smoothie. Det går bare slet ikke, når man har PCO og er insulinresistent.

Du behøver dog ikke at vinke helt farvel til de lækre smoothies, men portionen skal halveres, og derudover skal en del af frugten udskiftes med fedt og proteiner, der stabiliserer blodsukkeret. Fedtet kan passende være en god, koldpresset hørfrøolie, der samtidig gør underværker for din hud. For proteinernes vedkommende anbefaler mange vallepulver - eller risproteinpulver, hvis man som jeg ikke kan/vil bruge vallepulver.

Så jeg anskaffede mig fluks en bøtte risproteinpulver. Eller fluks og fluks - det var ret besværligt på det tidspunkt, da det skulle skaffes hjem fra udlandet. Men det lykkedes. Desværre smagte det slet ikke godt og gav en underligt grynet smoothie. Med Google i baghånden søgte jeg og fandt et alternativ: hampeproteinpulver. Det smagte en hel del bedre - men stadig ikke specielt lækkert. Og så var det dyrt og skulle ligesom risproteinpulveret skaffes hjem fra udlandet. Et andet mærke risproteinpulver var ikke bedre - det endte med, at jeg smed bøtten ud, da jeg en morgen sad og fik gevaldig kvalme af stadset.

På nettet fandt jeg andre alternativer såsom at tilsætte et hårdkogt æg (ikke afprøvet) eller en stor skefuld nøddesmør til smoothien. Men den bedste løsning fandt jeg en dag, jeg stod og laves hummus. Kikærter. Kogt uden salt smager de stort set ikke af noget, de kan blendes helt glatte og er fulde af proteiner og fibre. Køber du økologiske kikærter og koger dem selv, behøver du heller ikke spekulere over, hvordan dine proteiner er fremstillet.

Så nu er opskriften på en morgen-smoothie som følger:

1 dl kogte, usaltede kikærter
2 dl bær (eller 1½ dl bær og ½ banan)
1-3 spsk hørfrøolie
lidt vanille
soja-, mandel- eller rismælk til konsistensen er som ønsket

Blendes til det er glat, hældes i en skål, drysses med kernedrys og spises med ske.

En gang om ugen sætter man en pose kikærter i blød natten over. Næste dag koges de i frisk vand i minimum 2 timer, til de er helt møre. Man kan tilsætte et nip bagepulver eller natron til kogevandet - det gør kikærterne ekstra bløde. Jeg har dog læst et sted, at det også ødelægger indholdet af B-vitaminer, men det har jeg ikke kunne få bekræftet andre steder.

Hæld vandet fra og fordel kikærterne i små bøtter, så de kan fryses ned i passende portioner. Kikærterne holder fint 2-3 dage i køleskab, men så heller ikke længere.

Har du som jeg rod i hormonerne og problemer med blodsukkeret, kan jeg varmt anbefale at læse med på Emilys blog hos kernesundfamilie.dk.

Vegetarisk er det ikke just, men der er rigtig megen god viden at hente, og Emily skriver, så det er til at forstå.

Så har du som jeg bare fået beskeden, at du har PCO og derfor skal dyrke lidt mere motion og i øvrigt bare spise efter kostpyramiden, ja, så er Emilys blog et rigtigt godt sted at starte, når du vil vide mere.

Update 16.06.2009: Emilys blog eksisterer desværre ikke længere ...

Aj, så hoppede jeg på den endnu engang. Drømmen om den fuldendte glutenfrie og blodsukkervenlige pizza(bund). Masser af kikærtemel måtte klart være svaret.

Det var det så ikke.

Kedelig, smagsløs (trods rigelige mængder rosmarin) og svampet (trods forbagning) pizzabund. Ingen oliven for NOGEN (formentlig undertegnede) havde åbnet og spist den sidste dåse soltørrede oliven i Provance-krydderier uden at skrive oliven på indkøbssedlen. Og heller ingen guacamole til at bløde op på det osteløse fyld, for de nyindkøbte avocadoer var ikke modne.

Et helt igennem trist måltid. Så skuffet erklærede jeg, at jeg aldrig, aldrig mere ville lave pizza.

Men måske hvis man nu startede med en surdej ...

(Note: Dette er et ældre indlæg - vil du have et billede af, hvad jeg spiser i dag, har jeg skrevet lidt om det her.)

Jeg er vegetar. Det har jeg været det meste af mit voksne liv. Det er et valg. Af sundhedsmæssige årsager. Og fordi jeg synes det er ganske unødvendigt at slå dyr ihjel for at ernære sin krop. I virkeligheden ville jeg helst vælge at være veganer. Ost og mælkeprodukter tåler jeg kun i meget små mængder (og det ville garanteret være klogest at lade helt være ...). Mælk drikker jeg aldrig. Smør og fløde bruger jeg af og til. Æg tåler jeg, men undgår helst. Det handler om, at jeg ikke kan gå ind for at behandle dyr som slaver eller rene produktionsenheder.

Jeg var også godt i gang med at gøre min mad vegansk, men så ... måtte jeg i 2004 erkende, at jeg havde cøliaki - glutenoverfølsomhed. Det var ikke et valg. Jeg vinkede farvel til mine højtelskede, hjemmebagte fuldkornsspeltbrød og gik på glutenfri diæt. Naturligt glutenfri diæt. Ikke noget med vasket, næsten glutenfri hvedestivelse og den slags. Den gik ikke. Jeg udstyrede mig selv med en e-nummer oversigt, for der er gluten i næsten alt, hvad man kan købe af færdigvarer. Selv cornflakes, der ofte er smagt til med malt udvundet af ... hvede. Det blev også besværligt at gå ud og spise. Det gik nu nogenlunde, og hey, det var en udfordring, ikke? Men der var stadig noget galt. Og det blev værre.

I 2007 skiftede jeg læge og fik så en dom mere: PCOS. Inkl. insulin-resistens.

Det var en kæmpe lettelse, fordi min gamle (mandlige!) læge behandlede mig som hypokonder og spiseforstyrret - og der var i hvert fald ingen sammenhæng mellem hvad jeg spiste og mulige hormonproblemer. Det havde min nye (kvindelige!) læge så et helt andet syn på. Selvom jeg var normalvægtig (langt de fleste PCO-piger slås med overvægt), sendte hun mig straks videre til en specialist, der uden tøven fortalte mig, at det var PCO, hvad prøverne også bekræftigede. Altså ikke hypokonder.

Men dommen var også noget af et problem. For glutenfrie produkter er som regel smækfyldte med stivelser, der går direkte i blodsukkeret. Og fattige på fibre, der er så vigtige, når man skal have styr på sin insulin. Farvel til Sempers lækre glutenfrie brød, til glutenfri pasta af majsstivelse, majs- og kartoffelchips og hjemmebagte kager med fuldkornsmel, rørsukker og rosiner. Goddag til en times motion om dagen(!), mindre frugt, masser af grønt og bælgfrugter og et yderst begrænset indtag af stivelse.

Vegetar, cøliaki-ramt og insulin-resistent. Det kunne godt gå hen og blive ret kedeligt, sådan rent madmæssigt. Det er det nu ikke. Det er en udfordring. Og der er stadig plads til masser af rigtig lækker og kernesund mad indenfor de givne rammer. Se bare.