Rodfrugter

24 Jan 2020

Funky rødbedesalat

Skrevet af Karen
Funky rødbedesalat

Den er herligt lyserød og smager også lidt som slik, denne salat. Lidt sødt, lidt syrligt, meget frisk og med et skønt pift af cayennepeber. Let og lækkert tilbehør til det meste, men her bruger vi den mest som hovedret, hvor portionen lige rækker til to lækkersultne personer.

2-4 personer

Ingredienser:

Dressing:

  • 75 g hasselnødder
  • 1-4 fed hvidløg (kan evt. udelades)
  • 1 citron (fintreven skal og friskpresset saft af)
  • 2 dl vand
  • ½ tsk cayennepeber
  • ½ tsk salt

Salat:

  • 5-600 g kogte rødbeder
  • 5 dl kogte sortøje-bønner (black eyed peas)
  • 2 (røde) æbler
  • tørrede chiliflager og evt. lidt hakkede hasselnødder til pynt

Fremgangsmåde:

Start med dressingen - med mindre du skal have kogt rødbederne, for så starter du med det. Det tager nemlig snildt en time ...

Hæld hasselnødder, citronskal og -saft, cayenne, salt og vand i en blender og blend ved høj hastighed, til det har fået en jævn konsistens. Skrab evt. ned fra kanten og lad det stå og trække i blenderglasset, mens du laver salaten.

Fjern skrællen fra rødbederne (gøres nemmest, mens de er varme efter kogning og under en tynd stråle koldt vand - så kan skrællen let gnides af). Skær rødbederne i tern og hæld dem i en skål sammen med bønnerne.

Smag på dressingen og juster evt. med lidt mere salt, cayenne og/eller citronsaft, inden du giver den en tur mere i blenderen. Hæld over rødbeder og bønner og bland godt rundt. Hertil kan salaten forberedes i god tid. Opbevares i køleskab, hvis den ikke skal spises med samme og tages ud ca. ½ time inden servering.

Inden servering skærer du æblerne i tern (fjern kernehuset, men behold skallen på) og blander dem i salaten. Vend godt rundt, så æblestykkerne bliver dækket med dressing. Drys med chiliflager og evt. lidt hakkede hasselnødder.

Tips:

Du kan erstatte sortøje-bønner med f.eks. kikærter eller sorte bønner. Du kan også bruge mandler eller cashewnødder i stedet for hasselnødder, og hvidløg kan helt undværes, men så er salaten ikke helt så funky ...

Rucola og strimlet, bredbladet persille klæder salaten.

Spises salaten som hovedret, kan der evt. serveres brød til. Er også forrygende til madpakken.

15 Nov 2015

Ovnbagte rodfrugter

Skrevet af Karen
Ovnbagte rodfrugter - her med besøg af en butternut squash

Rodfrugter får en dejlig sødme, når de bages i ovn - og så er det nem, omend ikke altid hurtig mad - særlig godt i de mørke vintermåneder. Også god til børn.

Ingredienser

  • Kartofler (flest af dem, tilsat et udvalg af:)
  • Knoldselleri
  • Pastinak
  • Persillerod
  • Gulerødder
  • Kålrabi
  • Rødbeder
  • ca. 2 spsk olivenolie
  • Salt
  • Peber
  • Evt. timian og/eller rosmarin, frisk eller tørret

Fremgangsmåde

Grønsagerne renses. Det er en smagssag, om man vil skrælle hele molevitten eller blot skrubbe dem grundigt. Rodfrugterne skæres i mindre stykker, vendes med en anelse olie og fordeles i ét lag i en bradepande eller et stort ovnfast fad.

Drys salt og krydderier og sæt bradepanden i ovnen ved ca. 200 grader ca. 15 min.

Tag bradepanden ud og vend grønsagerne med en paletkniv eller lignende. Sæt bradepanden ind igen, til grønsagerne er møre, ca. 15 min. mere afhængigt af størrelsen på stykkerne.

Servér med en blandet salat og noget at dyppe i, f.eks. en pesto, urtebearnaise eller spinatsovs.

Tips:

  • Prøv også at tilsætte stykker af græskar (fx hokkaido eller butternut squash) og/eller løg skåret i kvarter.
  • Skal det være ekstra lækkert kan man presse 2-3 fed hvidløg i olien, inden man vender grønsagerne i. Man kan også pille et helt hvidløg og drysse feddene ud mellem rodfrugterne.
  • Strimler af citronskal er også godt drysset ud over.
Ovnbagte rodfrugter med urtebearnaise
15 Nov 2015

Urtebearnaise

Skrevet af Karen
Urtebearnaise

En lettere, sundere og aldeles skøn udgave af den traditionelle bearnaisesauce - så sund, at man roligt kan smovse løs.

Ingedienser:

  • 200 g rodfrugter (gulerod, persillerod, pastinak, selleri)*
  • 1 lille løg
  • 3 dl grønsagsbouillon eller vand
  • 1 spsk god, lys eddike, gerne esdragoneddike
  • evt. et lille nip gurkemeje (for farvens skyld)
  • 1 spsk frisk, finthakket esdragon - eller 1 tsk tørret
  • 1 spsk frisk, finthakket persille og/eller kørvel
  • salt

*) NB! Renset vægt - svarer ca. til fx en gulerod, en persillerod og en pastinak.

Fremgangsmåde:

Skræl og rens rodfrugterne og skær dem i tern. Kom dem i en lille gryde og hæld bouillon eller vand vand over. Bring gryden i kog og lad det simre, til grønsagerne er møre, ca. 10-15 min. afhængigt af, hvor fint du har skåret dem ud.

Tag gryden af varmen, tilsæt eddike, esdragon, evt. gurkemeje og persille - og blend det hele jævnt og glat. Smag til med salt. Servér.

Tips:

  • Lad gulerod udgøre ca. en tredjedel af rodfrugterne for en fin farve. Hvis du gerne vil have saucen mere gul, kan du tilføje lidt gurkemeje, men pas på ikke at komme for meget i, ellers kommer det til at smage af gurkemeje, og det er ikke meningen.
  • Vil du have saucen tykkere og mere jævn, kan du lade en lille(!) kartoffel erstatte nogle af de andre rodfrugter.
  • Servér til alle former for dampede eller ovnbagte grønsager.
Dampet broccoli med urtebearnaise
7 Mar 2009

Dejlig i al sin enkelhed til f.eks. pasta, i en salat eller som selvstændig frokostret. Retten er nem at lave og kræver ikke megen aktiv tid i køkkenet - men det tager tid at koge rødbederne møre.

Ingredienser

  • 4-5 rødbeder (7-800 g)

Marinade:

  • 1 (stor) tsk god sennep
  • 2-3 spsk (oliven)olie
  • 2-3 spsk balsamico-eddike
  • saften af ½ citron
  • 1-2 fed presset hvidløg (kan udelades)
  • ½ tsk salt

Fremgangsmåde

Kog rødbederne møre i letsaltet vand, der dækker. Det kan tage op til en time afhængigt af størrelse og form. Stik i den største rødbede med en skarp urtekniv eller en kødnål, når du tror, den er ved at være der - den skal gå ind til midten uden at møde modstand.

Kom ingredienserne til marinaden i et glas med tæt låg, ryst den sammen og lad den stå og trække, mens rødbederne koger.

Når rødbederne er møre, hældes vandet fra, og skindet gnides af - nemmest under en tynd stråle vand fra den kolde hane.

Skær rødbederne i lillefinger-lange, tynde strimler. Ryst marinaden igen og smag på den. Måske skal der lidt mere salt i. Bemærk, at marinaden skal være forholdsvist syrlig for at give modspil til den søde rødbede-smag. Hæld marinaden over rødbedestrimlerne og vend rundt.

Variantioner:

  • Skær 3-4 modne tomater i tynde både og vend dem i rødbederne sammen med en stor håndfuld friske basilikumblade i tynde strimler.
  • Samme som ovenfor, men brug andre krydderurter. Oregano, bredbladet persille og kørvel er godt. Citrontimian er bestemt heller ikke dårligt.
  • Kog 2 dl små sorte linser (følg anvisningen på pakken), til de er møre, men stadig har bid. Vend i rødbedestrimlerne. Er du modig, kan du også tilsætte lidt strimlet arame-tang - gerne udblødt i lige dele vand og tamari.
  • Brug gule rødbeder og lys balsamico. Og vend måske med gule tomater. Og pynt med blomster af tallerkensmækker, daglilje eller kæmpenatlys.

Tips:

  • Servér rødbedestrimlerne til pasta - gerne vendt med kogte linser.
  • Bland rødbedestrimlerne i en salat - gerne en kartoffel- eller bønnesalat - og servér som frokostret.
  • Brug rødbedestrimlerne som 'topping' i en suppe eller på en pizza.
  • Pas på med købt sennep, hvis du er glutenoverfølsom. Den kan være smagt til med hvedebaserede sødemidler, så læs etiketten grundigt. Eller lav den selv.
22 Jun 2008

Kardemomme og fennikel? Ideen er ikke min, men Oscars - og det fungerer rigtig godt sammen. En dejlig salat som tilbehør til f.eks. hirsedeller og/eller dampede grønsager som broccoli eller grønne bønner, som selvstændig frokostret og på buffeten.

Ingredienser

  • 1 fennikel
  • 3-4 gulerødder
  • 4-5 hele kardemommekapsler - eller et drys stødt kardemomme
  • reven skal og saft af 1 citron
  • et lille drys vanillepulver
  • 1-2 spsk tamari
  • 1 spsk olivenolie
  • friskkværnet peber

Fremgangsmåde

Skær toppen af fenniklen, halvér den og fjern stokken med et trekantet snit. Læg halvdelene med snitfladen ned mod skærebrættet og snit fenniklen i ultratynde skiver med en skarp kniv.

Skræl gulerødderne og striml dem på langs med en tyndskræller, så du får lange, tynde strimler ud af det.

Kardemommekapslerne knuses med et tryk af en bredbladet kniv, og frøene indeni pilles ud. Frøene hakkes fint med kniven eller knuses i en morter.

Vend fennikel, gulerod, kardemomme, vanillepulver, citronsaft og -skal sammen med tamari, olivenolie og peber. Lad salaten trække lidt inden servering, gerne en halv time, helst natten over i køleskab.

Tips:

  • Drys med udblødte eller ristede mandler, hvis salaten serveres som selvstændig frokostret. Eller bland med to håndfulde kogte kikærter (gerne uden salt), der får lov at trække med i marinaden. Eller bland med to håndfulde letdampede grønne bønner. Eller alle tre ting på én gang, hvis du skal en ordentlig portion ud af det. Genialt til madpakken!
  • Både fennikel og gulerødder kan snittes på en mandolin, hvis man har sådan én - og kan finde ud af at bruge den. Jeg er bestemt ikke gode venner med min. Til gengæld er jeg ret skrap med en skarp kniv. Men pas på fingrene uanset hvad du foretrækker.
  • Holder fint 4-5 dage i køleskab.
  • Opskriften her er en vegetarisk og let modificeret udgave af 'Salat med høvlet fennikel' i Køkkenrevolution på høje hæle. En meget inspirerende (men ikke vegetarisk) kogebog af Oscar Umahro Cadogan.
28 Dec 2007

Rodfrugt-bechamel

Skrevet af Karen

En alternativ, kalorielet og mælkefri udgave af den klassiske bechamelsauce. Til lasagnen, kartoflerne og de dampede grønsager. Børnene elsker den, så det er god metode til at få lidt grønsager i dem.

Ingredienser

  • 1-2 løg
  • 1 pastinak eller persillerod
  • ½ lille rodselleri
  • 1-2 spsk olie
  • 1-2 spsk kikærte- eller maizenamel
  • ca. ½ l vand
  • salt, peber, muskatnød
  • evt. lidt bouillonpulver
  • evt. lidt sojamælk eller sojafløde

Fremgangsmåde

Gør løg og rodfrugter i stand og skær dem i grove tern. Varm en tykbundet gryde op og svits løg og rodfrugter, til de bliver klare. De må ikke tage farve. Drys mel over og rør vand i lidt efter lidt. Læg låg på og lad sovsen simre for lav varme ca. 15 min., til grønsagerne er helt møre.

Tag gryden af varmen og blend sovsen jævn med stavblender. Tilsæt lidt sojamælk eller -fløde, hvis den skal være lidt lysere. Smag til med salt, peber, friskreven muskatnød og evt. lidt bouillonpulver.

Tips:

  • Vend 1-2 håndfulde finthakket persille i - voila, persillesovs. Andre finthakkede urter kan bruges, f.eks. dild, kørvel og/eller purløg.
  • Se også Løg-bechamel.
3 Nov 2007

Kartoffelsuppe

Skrevet af Karen

En ganske enkel suppe, der er lige populær blandt børn og voksne.

Ingredienser

  • 750 g melede kartofler
  • ca. 100 g selleri, pastinak, persillerod eller kålrabi
  • 3 porrer
  • 1,2 l vand eller bouillon
  • to kviste timian
  • 1 laurbærblad
  • salt, peber
  • evt. 1 dl sojafløde

"Toppings"

  • 250 g ærter
  • 1 lille rødløg
  • 1 lille bdt purløg
  • 10-15 gram arametang
  • tamari eller sojasauce
  • 150 g svampe
  • 1 frisk chili
  • 2 fed hvidløg

Fremgangsmåde

Skræl kartofler og rodfrugter og rens porrerne. Skær grønsagerne i mindre stykker og svits dem i lidt olie for at frigøre smagsstofferne. De må ikke tage farve.

Hæld bouillon eller vand over, læg timianstilkene og laurbærbladet ved og lad det hele simre, til det er mørt, ca. 25-30 min.

Imens forberedes en eller flere af de forskellige "toppings":

Læg arametangen i blød i lidt vand ca. 10 min. Skyl tangen og lad den dryppe godt af. Klip eller skær den i mindre stykker og lad dem marinere i tamari i en skål.

Snit rødløget fint og kom det i en lille skål. Klip purløget fint i en anden.

Rens svampene og skær dem i mindre stykker. Pil og hak hvidløgsfed og chili fint. Steg svampe, hvidløg og chili i lidt olie og smag til med lidt salt. Kom svampene i en skål.

Friske ærter bælges, frosne tøs blot op.

Fisk timiankvistene og laurbærbladet op af suppen igen og blend suppen, til den er jævn. Rør evt. sojafløde i. Varm suppen op igen og smag til med salt og peber.

Sæt skåle med toppings på bordet og servér suppen.

Tips:

  • Suppen smager også godt koldt, f.eks. som forret.
  • Sojafløden kan fint undværes.
  • Purløg kan erstattes af fintsnittet porretop eller friskhakket persille eller grønkål.
  • Se også Hvid bønnesuppe.
10 Okt 2007

Tortilla española

Skrevet af Karen

Spansk kartoffelæggekage - en udsøgt delikatesse, der kan serveres som et middagsmåltid med en god salat og/eller letkogte grønsager, som let frokostret eller kold som en del af en buffet eller som tapas - skåret i mundrette bidder og evt. pyntet med en lille klat hvidløgsmayonaise, en oliven, en cherrytomat eller lidt marineret aubergine sat fast med en tandstikker.

Ingredienser

  • ca. 1-1½ kg kartofler
  • 3-4 løg
  • 5-10 fed hvidløg
  • 4-5 æg
  • olie
  • salt, peber

Fremgangsmåde

Kartoflerne skrælles og skæres i små terninger. Løgene pilles og skæres også i terninger. Hvidløgene pilles og hakkes fint. Varm ca. 1 dl olie op i en stor pande - gerne med slip-let belægning.

Kom kartoffelternene i panden - de skal næsten, men også kun næsten, nå op til pandens kant. Fyld evt. efter med flere kartofler. Olien skal nå op, så karotflerne lige knapt dækkes - kom evt. mere olie på, hvis det er nødvendigt. Drys salt og lidt peber over. Steg kartoflerne ved lav varme, til de er gyldne og knapt møre.

Hæld løg og hvidløg oven i kartoflerne. Steg videre, til løgene er blanke og møre. Hæld kartoflerne og løg i et dørslag eller en stor sigte, så olien kan løbe fra (gem den, den kan opbevares i køleskabet og bruges til alm. stegning en anden gang). Krydr med salt og peber (smag dig frem - der skal en del salt til kartoflerne).

Mens grønsagerne køler lidt af, piskes æggene let sammen med ca. 1 tsk salt og peber efter smag. Bland grønsagerne i æggemassen og vend godt. Der skal være æggemasse nok til at binde kartoflerne sammen. Kom en anelse olie i panden (stegepanden, altså) og hæld æggemassen på. Steg ved middelvarme, til æggekagen er mørkt gylden i bunden og knapt stivnet på overfladen.

Sørg for, at æggekagen slipper hele vejen rundt med en paletkniv - når du med hurtige ryk drejer panden fra side til side, skal æggekagen slippe helt. Læg en stort grydelåg eller fad over panden og vend æggekagen ud på låget/fadet (kræver både armkræfter og behændighed). Sæt panden tilbage over blusset og lemp æggekagen tilbage i panden, så den kan blive stegt på den anden side også. Det tager kun få minutter, hvorefter man atter sikrer sig, at den slipper panden igen og er gylden i bunden. Hæld den ud på et rent fad og servér.

Tips:

  • Mængderne bestemmes af pandens størrelse. De angivne mængder er derfor cirkamål, der passer til en pande på 26 cm.
  • Retten kan laves med både nye og gamle kartofler - jeg kan bedst lide den med gamle kartofler, masser af løg (gør æggekagen lidt mere saftig) og ikke mindst masser af hvidløg. Men lidt grofthakket, blanceret spinat er også lækkert (vendes i æggemassen med det øvrige). Og prøv at tilsætte rigeligt friskhakket rosmarin en dag, du er eventyrlysten.
2 Okt 2007
Quinoapostej med selleri

En nem og meget anvendelig postej, der kan serveres lun eller kold som hovedret, men også smager dejligt på et stykke ('rug')brød.

Ingredienser

  • 2 dl quinoa
  • 5 dl bouillon eller vand
  • 2 løg
  • 2 gulerødder
  • 1 lille rodselleri
  • evt. 2 fed hvidløg
  • (oliven)olie
  • 1 kvist rosmarin
  • salt og peber
  • 4-6 spsk kikærtemel
  • lidt rismel eller rasp

Fremgangsmåde

Quinoaen ristes i en passende gryde ved middel varme, til den er gyldenbrun og dufter nøddeagtigt. Rør jævnligt, så det ikke brænder på! Hæld bouillon eller vand på og lad det koge op - dæmp derefter varmen, læg låg på og lad quinoaen simre, til den er mør og har opsuget (det meste) af væsken - ca. 15 minutter. Rør gerne i ny og næ.

Mens quinoaen simrer, gøres grønsagerne i stand: løgene pilles og rodfrugterne skrælles. Har du en foodprocesser, river du både løg, gulerødder og selleri groft i den. Har du ikke, hakker du løgene fint og river gulerødder og selleri groft på et rivejern. Pil nålene af rosmarinen og hak dem fint.

Varm lidt olie op i en stor gryde og svits grønsagerne, til de falder sammen. De skal ikke tage farve. Tilsæt rosmarin og evt. presset hvidløg. Smag til med salt og peber.

Rør den kogte quinoa og kikærtemel i grønsagsmassen og smag til igen. Hæld grønsagsmassen i et ovnfast fad, der er smut med olie og drysset med rismel. Glat massen ud med bagsiden af en ske og dryp lidt olie over, der glattes ud over hele overfladen med hænderne.

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn og lad postejen bage, til den er lysebrun på overfladen, ca. 30 min.

Servér postejen lun eller kold, ikke rygende varm.

Tips:

  • Garnér postejen med masser af bløde løg, ristede (portobello)svampe og/eller dampede broccoli-buketter.
  • Salat med æbler klæder også postejen vældig godt.
  • Servér en tomatsovs eller spinatsovs til.
  • Quinoa kan evt. erstattes med ris eller hirse.

Sider

Subscribe to RSS - Rodfrugter