Salater

30 Sep 2007

Kulørt bønnesalat

Skrevet af Karen

Denne bønnesalat er mættende og også fremragende til en sommerbuffet og til at tage med til frokost på arbejdet.

Ingredienser

  • 2 dl kogte sorte bønner
  • 2 dl kogte kikærter
  • 2 dl kogte hvide bønner
  • 100 g voksbønner
  • 100 g grønne bønner
  • 1 dl kogte (brune basmati) ris
  • 1 (rød)løg
  • 1 rød peberfrugt
  • 4 solmodne tomater

Dressing:

  • 3/4 dl olivenolie
  • 2 spsk citronsaft
  • 2-3 fed knust hvidløg
  • 1 tsk reven citronskal
  • 1 spsk (dijon)sennep
  • 1 tsk stødt esdragon
  • Salt og peber

Pynt:

  • 1 bdt. kryddergrønt (fx persille, basilikum, oregano, timian)

Fremgangsmåde

De friske bønner koges ca. 5 minutter i letsaltet vand. Tag dem op af gryden og sænk dem kortvarigt i en skål med koldt vand (eller brus koldt vand over) og lad dem så dryppe af. Skæres i mindre stykker.

Rødløget halveres og skæres i papirstynde skiver.

Peberfrugten skæres i tern eller i kvarte, der snittes i tynde strimler.

Tomaterne skæres i tynde både.

Kryddergrønt skylles, duppes tørt og hakkes fint.

Pisk dressingen sammen og smag den godt til.

Bland bønner, ris, løg, peberfrugt og tomat i en passende skål. Hæld dressingen over salaten, bland godt og lad salaten trække køligt i mindst 30 min.

Drys kryddergrønt over lige før servering.

Tips:

Andre farver bønner og peberfrugter kan naturligvis bruges. Sortøje-bønner er f.eks. meget lækre som erstatning for de hvide bønner, men kan være svære at skaffe.

De friske bønner kan erstattes med frosne haricot verts, der overhældes med kogende vand og får lov at trække nogle minutter.

100 g kogte majskerner kan drysses over sammen med krydderurterne.

Tynde strimler ristet noritang kan drysses over lige inden servering.

30 Sep 2007

Salat med æbler

Skrevet af Karen

En dejlig, frisk salat med smukke farver. Jeg bruger den ofte som (forbavsende mættende) frokostsalat, men den er også godt tilbehør til aftensmaden.

Ingredienser

  • 2 modne, røde æbler
  • 2 gulerødder
  • 1 lille bdt. (bredbladet) persille
  • 1 håndfuld valnødder
  • saften af ½ lime
  • lidt (sesam)olie

Fremgangsmåde

Æblerne vaskes, befries for kernehus og skæres i tynde både. Bådene snittes i mindre trekanter.

Gulerødderne skrælles, befries for endestykker og skæres i kvarte på langs. Herefter snittes de i tynde trekanter.

Persillen skylles, slynges eller duppes tør og snittes i tynde strimler. Valnødderne brækkes i mindre stykker.

Bland forsigtigt æble- og gulerodstrekanter med persille og valnødder. Dryp saften af en halv lime over og så meget sesamolie, som du nu synes.

Tips:

  • Det skal være æbler med sødme og masser af smag - fx Ingrid Marie eller Rød Aroma.
  • Limesaft kan erstattes med citronsaft ... men lime er bedst ...
  • Valnødderne kan erstattes med avocado i mindre bidder.
  • Du kan bruge andre former for olie, en god olivenolie eller en nøddeolie.
  • Tynde skiver af bladselleri klæder salaten.
  • Lidt fintsnittede mynteblade er også vældig godt.
30 Sep 2007

Salater

Skrevet af Karen
emner: 

Jeg elsker salater. Både de helt simple, der bare er sprøde salatblade med papirtynde løgringe, lidt friske ærter, den bedste olivenolie og et minimalt drys flagesalt - de vildt fabulerende med blomster, bær, tang og udfordrende dressinger - og de mere stille og solide middagssalater, der efterlader én mæt og tilfreds og fyldt med energi.

Sider

Subscribe to RSS - Salater