Bagværk

10 Feb 2008

Løgtærte med salvie

Skrevet af Karen

En lækker tærte, der sjældent overlever ret længe på en buffet. Den særlige smag kommer fra friske salvieblade.

Ingredienser

Tærtebund:

  • ½ dl tahin
  • 1 dl kikærtemel
  • 1 dl fuldkornsrismel
  • 1 dl boghvedemel
  • 1 dl hirsemel
  • ½ tsk salt
  • 1-1½ dl koldt vand
  • evt. lidt sesamfrø til drys

Fyld:

  • 1 portion squashmasse
  • 1 kg løg
  • evt. 2-5 fed hvidløg
  • 1-2 håndfulde friske salvieblade

Fremgangsmåde

Start med fyldet: Lav squashmassen, så den kan stå og trække.

Pil løgene, halvér dem og skær dem i tynde ringe. Evt. hvidløg pilles og hakkes fint. Salviebladene skylles, duppes tørre og snittes i tynde strimler med en skarp kniv.

Steg løgringe og evt. hvidløg gennemsigtige over middelvarme i lidt olie. Tilsæt salviestrimlerne og smag til med salt og peber. Lad blandingen køle af.

Tærtebund: Tænd for ovnen på 200 grader. Bland salt og de fire slags mel. Smuldr tahinen i melet. Saml dejen med vandet lidt efter lidt. Dejen skal være sammenhængende og blød, men ikke klistret. Smuldrer den, skal der mere vand i.

Smør en stor tærteform (ca. 28 cm i diameter) med en anelse olie og drys bunden med lidt sesamfrø. Tryk dejen ud i formen, og prik bunden med en gaffel. Sæt tærtebunden i ovnen ca. 10 minutter.

Rør imens squashmassen færdig, smag til og vend løgene i massen. Tag tærtebunden ud af ovnen og fordel løg/squashmassen i. Sæt tærten tilbage i ovnen og bag den færdig, ca. 15 min. eller til overfladen er lysebrun.

Servér lun eller kold, ikke varm, med en frisk grøn salat.

Tips:

  • Smager dejligt både lun og kold. Også god i madpakken - her kan det være smart at lave mini-tærter. Brug f.eks. små tærteforme eller muffinsforme.
  • Kan du ikke skaffe frisk salvie, kan du sagtens bruge tørret, 1-2 spsk. Smag dig frem!
  • Salvie kan erstattes med andre krydderurter, fx frisk basilikum, timian osv.
5 Maj 2007

Mandel-muffins

Skrevet af Karen

Muffin
Glutenfrie, mættende og velsmagende. De fås desuden både i en supersund udgave, der snildt kan gøre det ud for et nærende morgenmåltid med lidt frugt til - og i en mere syndig version, der kan gøre det svært at få lov til at have dem for sig selv ...

Ingredienser:

  • 200 g mandler
  • 100 g glutenfrit mel, fx ris-, hirse- og/eller boghvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 æg
  • 1 fintrevet æble
  • 2 mosede bananer

- og hvis de skal være syndige:

  • ½ dl sukker

Fremgangsmåde:

Mandlerne males fint, bedst i en elektrisk kaffemølle i små portioner, og blandes med mel og bagepulver samt evt. sukker. Tilsæt æble, banan og æg og pisk det godt sammen. Fordel massen i smurte muffinsforme og bag ca. 15 min. ved 200 gr.

Tips:

  • Jeg smutter ikke mandlerne, men det kan man selvfølgelig godt, hvis man synes ...
  • Dette er en god grundopskrift, der er nem at variere efter årstid og lyst. Æblet kan f.eks. udelades eller erstattes af pære. I det hele taget kan man fint eksperimentere med tilsætning af frugt (f.eks. fersken) og forskellige bær (blåbær er klassiske).
  • Der kan også tilsættes forskellige krydderier, f.eks. kanel (godt sammen med æble), vanille, ingefær eller kardemomme. Et drys reven citron- eller appelsinskal er bestemt også lækkert. Man kan også lægge en lille klat jordbærsyletøj i toppen eller et lille stykke nougat eller mørk chokolade, hvis det skal være rigtig festligt.
  • Prøv også at erstatte frugten med samme mængde fintreven gulerod og/eller squash - i denne version er de lækre muffins meget velegnede til frokostpakken, som tilbehør til en salat, f.eks. Bruger du versionen med squash, er de tilmed insulinvenlige.
  • De holder sig friske og saftige længe - evt. i køleskab - hvis de ellers får lov!

Sider

Subscribe to RSS - Bagværk