Så stod man der og var løbet tør for karry - ned i supermarkedet og hen til hylden med øko-krydderier efter den sædvanlige mellemstærke karry fra Urtekram. Den havde de ikke, i stedet var der en dåse, der bare hed 'Karry', men også fra Urtekram. Jeg vendte den om for at læse bagpå, kun fordi jeg var nysgerrig på forskellen fra 'mellemstærk karry' til 'karry'. Og så stod der pludselig 'kan indeholde spor af hvede'. Gys og æv. Tilbage på hylden med den og så i stedet finde et glas karry fra Santa Maria - uden spor af hvede. Hvad lærte jeg lige af det (igen)?? At man altid, altid, altid skal læse ingredienslisten - også selvom produktet plejer at være i orden.

Og så er det måske på tide, at jeg får eksperimenteret mig frem til en god opskrift på hjemmelavet karry-pulver.

Det meste af 2015 har jeg eksperimenteret med min mad - og mit helbred. Det er gået rigtig godt, så nu tør jeg godt fortælle om det. Det handlede om, at jeg ikke var tilfreds. Jeg syntes altid, at jeg var sulten. Og træt - især i hovedet. Mine led gjorde ofte ondt, og jeg blev ved med at få bumser og knopper. Jeg har prøvet lidt af hvert, siden jeg fik at vide, at jeg havde PCOS og insulinresistens. Altsammen noget med et minimum af stivelse og masser af fedt - LCHF - for det får man tudet ørerne fulde af som PCO'er.

Nå men i starten af 2015 besluttede jeg at prøve den dimentralt modsatte retning: HCLF (vegansk). Så ind med stivelsen igen: Hej til mine elskede kartofler, til boghvedegrød til morgenmad, til glutenfrit fuldkornsbrød, masser af frugt og masser af rodfrugter og græskar. Ud med fedtet i form af dressing med olie, mellemmåltider bestående af nødder og kerner og stenalderbrød. Det var sværest, det med fedtet.

I starten prøvede jeg en 80-10-10 tilgang (80% kulhydrater, 10% fedt, 10% protein). Både med rå og med varm mad. Det rå passer mig virkelig dårligt i et klima som det danske. Det giver ingen mening for mig at leve af bananer og dadler her, og jeg bliver ikke mæt uden. Men den varme, stivelsesholdige mad gjorde mig (og min hjerne) glad. Jeg oplevede igen at være behageligt mæt, mere vågen og min hud blev så fin - kun når jeg falder i fedtfælden (spiser chokolade eller chips), går det galt. Min vægt er den samme, jeg er stadig en str. 36, og min menstruation er regelmæssig som aldrig før. Jeg kan stadig ikke spise tørret frugt, vindruer og kage ad libitum, men det handler måske også om, at jeg virkelig har svært ved at holde fedtprocenten nede på de 10%. Det gør mig ikke så meget, jeg lever fint uden.

I eksperimentet indgik også et farvel til dårlig samvittighed over for lidt motion. Jeg går gerne en rask tur på tre kvarter, når jeg kan komme til det, løber lidt i ny og næ, cykler til og fra arbejde og laver yoga næsten hver dag, men jeg har foræret min motionscykel væk, løber kun når jeg har lyst og har meget mere fokus på den blide, restorative yoga. Og det er gået så fint, så fint med mit blodsukker alligevel.

Alt dette bare for at sige, at eksperimentet forsætter, og derfor vil der fremover være mange flere rodfrugter osv. i mine opskrifter. Nogle af de gamle opskrifter vil blive rettet til, efterhånden som jeg falder over dem, men jeg har ingen ambitioner om at gå dem systematisk igennem, og jeg kommer heller ikke til at sortere alle ikke-veganske eller ikke-HCLF opskrifter fra. Fremadrettet bliver det vegansk, stivelsesrig og glutenfri hverdagsmad, jeg præsenterer her, fordi det er det, der gør mig glad. Og mæt. Og tilfreds.

Godt nytår derude.

Så blev det atter december og dermed tid til den årlige julefrokost - og til at grave vidunderet frem fra hjørneskabet.

I den grønne skål en god portion af en rå, sur-sød salat fra Vibeke Amdisens bog "Glød og glæde med RAW FOOD". Der er vildt mange grønsager i og så er den dejlig kulørt. Da det var første gang, jeg lavde opskriften, fulgte jeg den ret slavisk, bortset fra at jeg lavede dressingen noget mindre sød af hensyn til blodsukkeret. Det blev en kæmpe portion salat, nok til en hel uge, så er du advaret, hvis du skulle få lyst. Salaten er pyntet med lucernespirer, da jeg ikke lige havde mungbønner på lager.

I orange skål blev der plads til to små tangpirogger og en god håndfuld "oste"-stænger fra Rawandmores dehydratorbog "Crackers, crisps & treats". Jeg fik en dehydrator i fødselsdagsgave og er stadig i gang med at udforske opskrifterne. Disse sprøde "oste"-stænger indeholder ikke ost, men en hel del solsikkekerner smagt til med bl.a. hvidløg og tamari. Guf! Der er også en lille beholder med dyppelse til rispapirsrullerne i den blå skål.

I den blå skål blev der plads til seks rispapirsruller med sprøde grønsager og avocado - også fra Vibekes bog. Agurkeblomsterne overraskede min mand mig med - vi har delt køkken i mere end 24 år, og han kan stadig overraske mig :-)

Den lyserøde og mindste skål blev som sædvanligt udnævnt til dessert-beholder. Her en frugtsalat af banan, æble, pære og appelsin drysset med rå chokoladenibs og tørrede tranebær sødet med æblesaft. I det ene af de små rum en håndfuld udblødte, rå mandler til frugtsalaten. I det andet en rå "bounty-bar", også fra Vibekes bog.

Egentlig havde jeg planlagt at tage en flaske friskpresset rød grønsagsjuice med til at sætte farve på vinglasset, men det nåede jeg desværre ikke.

Jeg var lidt nervøs for, om der var for mange rå grønsager i menuen, men det fungerede rigtig godt. Salat og tang-piroggerne gik fint sammen, og stængerne var supersprøde og meget lækre til også. Rispapirsrullerne havde jeg prøvet før (til en sommerfest, som jeg har billeder fra, men ikke har fået skrevet om - endnu), og de var også gode. Måske lidt for meget sennep i dyppelsen til min smag. Frugtsalaten fungerede rigtig godt som dessert. Bounty-baren smagte fint, men nåede at tø op under transporten og blev lidt for 'løs' i chokoladeovertrækket. Altså ikke transportvenlig (og heller ikke blodsukkervenlig, derfor kun én).

Maden rakte fint hele dagen, jeg havde en dejlig fornemmelse af både mæthed og lethed i maven, ingen blodukkerproblemer og fik stort set spist det hele, undtagen en skefuld af salaten og to ruller.

Det er ved at være lidt sent, jeg ved det godt. Men jeg har haft travlt, så det får være. Jeg kan se af søgestatistikkerne, at der ledes efter vegetarvenlige juleopskrifter derude - og herinde. Det sidste får man desværre ikke ret meget ud af. Jeg er nemlig ret juleforvirret. Jeg ved godt, at julen handler om traditioner og den slags, men jeg har aldrig rigtig fået dem på plads, efter at jeg blev vegetar og glad vinkede farvel til flæskesteg, and og kalkun.

Jeg har eksperimenteret med at finde på en 'juletradition' i en del år. Med en nøddeterrine (men hvem siger, at det absolut skal ligne en steg?), hel farseret hokkaido med julekrydderier (så smuk og lækker!), selleribøffer vendt i hakkede mandler eller stukket ud som julehjerter, syltede svampe og rodfrugter efter Camilla Plums opskrift og meget andet godt. Skønt altsammen, men meget af det røg ud igen, da jeg pludselig også skulle til at taqe højde for insulinresistens og mælkeoverfølsomhed. Så jeg er stadig lidt traditionsløs angående juleaften.

I år skal jeg holde jul ude og af forskellige årsager tager jeg selv (det meste) af min mad med. De andre skal have and, og jeg har besluttet at gøre forsøget med nøddepostejen igen. Denne gang efter Lunas opskrift: Verdens bedste nøddepostej. Den er vegansk og glutenfri (hvis man skifter sojasauce ud med glutenfri tamari) og ser lækker ud. Så nu må det godt snart holde op med at sne, så jeg kan komme ud og købe ind. Hvem sagde i sidste øjeblik?

Så blev det tid igen. Til julefrokost. Også i år var aftalen, at jeg selv tog mad med. Men i år har jeg ikke haft så meget overskud til planlægning (jeg tror, at jeg har tabt mit planlægningsgen et eller andet sted ...), så det endte med, at jeg samlede rester fra aftensmaden i dagene op til dagen - og 'lige' pyntede lidt op på det til sidst. Det blev nu meget godt. Og rigeligt. Om end lidt stresset til sidst. Så det var godt, at husbonden trådte til og fik bragt køkkenet i orden igen ovenpå mine hektiske anstrengelser med blender, pande og hakkebræt.

Her er resultatet så - endnu en gang præsenteret i 'vidunderet', som vist ikke har været brug siden sidste års julefrokost:

I den orange skål er der en mini-quinoa-selleri-postej, en cashew-'oste'creme lavet af blendede cashewnødder smagt til med citron, hvidløg, et stykke porre, tørret dild, salt og peber, en spinatsovs (blendet med resterne af cashew-cremen) og nogle radiser. Spinatsovsen hører til postejen, mens cashew-cremen skulle have været fyldt i peberfrugterne (blå skål) - desværre blev den lidt for lind, så den måtte i en lille bøtte i stedet.

I den blå skål er en bund af lidt ovnbagte rodfrugter, grønne bønner vendt på en pande med lidt hvidløg, tre både ovnbagt hokkaido-græskar, den røde peberfrugt til cashew-cremen og en bøtte med senneps-hvidløgsdressing. På nær peberfrugt og dressing var planen at varme indholdet af den blå skål som hovedret.

I den grønne skål er der i bunden en god portion salat med rucula, hvidløgsstegte champignoner og semi-tørrede cherrytomater (fra glas). Ovenpå en mini-porretærte med oliven - en variation over min løgtærte.

I den lyserøde skål er - igen i år - to stykker syndig chokoladekage, tamari-mandler og stykker af en helt vidunderlig juleappelsin.

Jeg var ret liberal med hvidløgene i år, fordi jeg vidste, at de andre bl.a. skulle have en salat med bagte hvidløg - så var der jo ingen grund til at holde sig tilbage! Det smagte dejligt altsammen, men jeg må også indrømme, at menuen var lidt hård ved blodsukkeret. Cashew-cremen smager skønt, men cashewnødder er hårde ved blodsukkeret ligesom rodfrugter og græskar. Og så kom jeg afsted uden at få spist noget hjemmefra, så velkomstchampagnen (en lækker Cava) og den søde dessertvin slog måske også lidt hårdt (til blodsukkeret altså). Akkeja. Så lærte jeg det. Det ødelagde nu ikke en dejlig dag og aften, og jeg gik bestemt ikke sulten fra bordet!

Jeg har været til firmajulefrokost - denne gang med 100% medbragt mad. Der er de foregående år blevet gjort store anstrengelser for at finde og bestille mad, jeg kan tåle, men med varierende held. Der er bare for meget, der skal tages hensyn til på én gang. Man kan sagtens få god, vegetarisk mad. Men det kniber godt nok, når den også skal være glutenfri. Og mælkefri. Og sukkerfri. Jeg ved også, at man visse steder kan få lækker mad, der er gluten-, mælke- og sukkerfri. Men så er den ikke vegetarisk.

Det er ikke, fordi de ikke har prøvet - de cateringsfirmaer, der har været sat på opgaven. Men der er bare altid et eller andet, der glipper i farten. Sidste år var den lækre forret f.eks. blevet indbagt i butterdej. Salaten var overhældt med klistret dressing og iblandet syltet frugt. Og så videre. Jeg fik da mad. Mest fordi vores julefrokost blev holdt i et privat hjem, og der dermed var adgang til frosne ærter og bønner i fryseren - og friske æg i køleskabet. Men særlig spændende var det ikke - og rigtig mæt blev jeg heller ikke.

Så sidste år aftalte vi, at jeg fremover selv tager mad med til julefrokosten. Det giver mig selvfølgelig noget ekstra arbejde. Tilgengæld giver det sikkerhed for, at jeg får mad, jeg kan spise - og nok af det. Det gav mig også en (lidt lam, indrømmet) undskyldning for at købe denne her:

Den perfekte transport af medbragt julefrokost (der er hank i toppen, den kan bare ikke ses på billedet). Vidunderet blev fyldt med et udvalg af småting fra fryseren, køleskabet og lidt friskt kreeret samme dag.

Den blå skål indeholder forret og snacks i form af tamari-mandler (i kræmmerhus af bagepapir) til velkomstchampagnen. Forrretten er marinerede aubergineskiver og noritang rullet om krydret fyld af tofu rørt med soltørrede tomater, oliven og lidt jalapeñochili. Auberginen var lidt kedelig indeni, så jeg fik kun fire pæne skiver ud af den - derfor supplerede jeg med tangrullerne. Hertil skiver af avocado.

Til forretten hørte salat fra den grønne skål. Babysalat med små stykker marineret aubergine (det der ikke var pænt nok til hele skiver), frisk rød peber og tamari-kerner i en lille bøtte. Salaten fulgte også hovedretten i den orange skål: Tre små 'muffins' med selleri-postej og shitakesvampe i skilt creme (stegt i lidt smør, drysset med peber og overhældt med resten af marinaden fra auberginerne og ca. 1 dl sojafløde) samt to små pirogger med tang.

Den lyserøde skål blev til de søde sager til dessert og kaffe. To stykker 'syndig chokoladekage' fra bogen 'Raw food' af Jens Casupei - her lavet med abrikoser i stedet for dadler (fordi abrikoser er meget blidere ved blodsukkeret end dadler). Tre sukkerfri nøddesmåkager med sukkerfri chokolade fra 'Kernesund Julemad'. Lidt frisk ananas i tern.

Umiddelbart syntes jeg selv, at det så lidt voldsomt ud med mængderne. Men vores julefrokoster strækker sig fra omkring kl. 13 til midnat, så jeg ville være sikker på, at der var nok til hele dagen. Selvom jeg også spiste lidt på forhånd hjemmefra til at lægge en bund - ellers kan jeg ikke klare champagnen!

Og hvordan gik det så? Jeg havde i hvertfald mad nok med - jeg kom hjem med én pirog og næsten alle tamarimandlerne i behold. Forretten var skøn! Jeg har ikke før prøvet at fylde auberginerne med tofu, men det fungerede rigtig godt. Måske var fyldet en anelse for krydret (for salt og lidt for stærkt), men det gik fint sammen med avocadoen og salaten.

Den ene pirog blev spist som mellemret, mens svampene fik en kort opvarmning i ovnen sammen med de andres mad. Svampene smagte skønt, cremede og let syrlige, og gik rigtig godt sammen med postejerne og salaten. Farvemæssigt manglede der måske lidt - kun salaten lyste op - men smagen var i top, og jeg blev rigeligt mæt.

Desserten var en skøn overraskelse. Den smagte virkelig godt, den chokoladekage. En fed, fyldig og kompleks smag med sødme og syre i fin kombination med den rå kakaos bitterhed og smukt rundet af med den snert af salt, der var i bunden. Meget tilfredsstillende og uden mærkbare konsekvenser for blodsukkeret. Den opskrift kan varmt anbefales. Jeg spiste kagen sammen med den friske ananas, og det fungerede også fint.

Nøddekagerne var derimod en skuffelse. Måske fordi jeg ikke kunne finde allehånden og i stedet måtte krydre med andre ting. Måske fordi xylitol bare ikke smager mig. Hverken i kagerne eller chokoladen ovenpå. Jeg lavede dem også sidste år, og var egentlig glad for dem den gang. Men det var selvfølgelig også før jeg smagte chokoladekagen ;-)

Og 'madkassetårnet' fungerede fint som transport-beholder. Både bag på cyklen, i toget og på traveturen. Det er lidt tungt, fordi det er melamin, men ikke noget problematisk. Nå, det kan jeg også sagtens sige - husbonden bar det det meste af vejen, kamufleret i en Føtex-pose for ikke om han ville ses offentligt med den rædsel i hånden ;-)

I køkkenet fungerede det godt, fordi det var nemt at skille ad, tage mad fra og samle igen, så maden var beskyttet mod vildfarne brødkrummer og andet, der helst ikke skulle lande i min mad. Nåja, og så synes jeg altså, at det er pænere end en samling tilfældige plastikbokse og mere transport-praktisk end et stort fad. Men alt for våde ting egner det sig nu nok ikke til.

Aj, så hoppede jeg på den endnu engang. Drømmen om den fuldendte glutenfrie og blodsukkervenlige pizza(bund). Masser af kikærtemel måtte klart være svaret.

Det var det så ikke.

Kedelig, smagsløs (trods rigelige mængder rosmarin) og svampet (trods forbagning) pizzabund. Ingen oliven for NOGEN (formentlig undertegnede) havde åbnet og spist den sidste dåse soltørrede oliven i Provance-krydderier uden at skrive oliven på indkøbssedlen. Og heller ingen guacamole til at bløde op på det osteløse fyld, for de nyindkøbte avocadoer var ikke modne.

Et helt igennem trist måltid. Så skuffet erklærede jeg, at jeg aldrig, aldrig mere ville lave pizza.

Men måske hvis man nu startede med en surdej ...