Grønkål med tomat og hvidløg
Skrevet af Karen
En anderledes, frisk og meget lækker opskrift på grønkål, som også børnene kan lide - især hvis den serveres med pasta!
Ingredienser:
- 1 kg frisk grønkål (eller 450 g frossen)
- 2 spsk olie
- 1-2 mellemstore løg
- 1-5 fed hvidløg
- 4-500 g hakkede, flåede tomater (evt. fra glas eller karton)
- Saft og skal af ½ citron
- Salt og peber
Fremgangsmåde:
Befri grønkålen for grove ribber og skyl den grundigt. Kom bladene i en gryde med 1-2 dl vand og bring det i kog. Skru ned og lad kålen småkoge 10 min. Hæld kålen i et dørslag og lad den dryppe af, til den er kølet lidt. Knug det sidste vand af og hak den groft med en skarp kniv. Frossen grønkål skal blot tø igennem.
Pil og hak løg og hvidløg fint og svits det kort i olien. Tilsæt den hakkede grønkål og tomat og vend godt. Tilsæt salt og peber, læg låg på gryden og lad det dampe for svag varme i ca. 20 min. Smag til med citronsaft og -skal samt salt og peber og servér straks.
Tips:
- Servér grønkålen til brune basmatiris eller (glutenfri) pasta.
- Grønkålen smager også godt kold som pålæg på brød eller i wraps.
