Mælkefri

16 Mar 2008

Blomkålsguf

Skrevet af Karen

En glimrende erstatning for hvidløgsost, som dip eller pålæg. Oprindeligt rørte jeg den med mayonnaise, men avocado er faktisk meget bedre.

Ingredienser

  • 1 moden avocado
  • ca. 1 dl blomkål Josefine
  • lidt friskklippet purløg eller et drys tørret oregano
  • lidt citronsaft
  • salt og peber

Fremgangsmåde

Mos avocadokødet og rør det med blomkål Josefine og krydderurter. Smag til med citronsaft, salt og peber.

Smør det på godt brød og spis som det er, eller pynt med en skive tomat. Brug det som dressing i en sandwich. Vend det i en salat. Top det op på halve tomater og drys med lidt ekstra purløg. Server som dip til stænger af rå grønsager.

Blomkålsguf skal spises indenfor få timer, det kan ikke gemmes.

Tips:

  • Har du ikke lige en rest blomkål Josefine, kan du bruge samme mængde kogt blomkål og lidt friskpresset hvidløg i stedet.
  • Purløg kan undværes, erstattes af eller kombineres med andre friske krydderurter, f.eks. dild, kørvel og/eller oregano.
28 Dec 2007

Løg-bechamel

Skrevet af Karen

En variant af den klassiske bechamelsauce. Særligt god til dampede grønne bønner, asparges og broccoli, men også fin til lasagne, nye kartofler eller som grundlag for en frikassé på spæde sommergrønsager.

Ingredienser

Fremgangsmåde

Løgene pilles og hakkes. Svits dem i ca. 2 spsk olivenolie i en gryde, til de bliver gennemsigtige. De må ikke tage farve.

Drys mel over og rør rundt, til olien er opsuget. Spæd med vand lidt efter lidt under kraftig omrøring. Dæmp varmen og lad sovsen koge under låg ca. 15 min.

Blend løg-bechamelen helt jævn med en stavblender og smag til med urtesalt, peber og evt. muskatnød.

Tips:

  • Tilsæt små perleløg (fra fryseren) og servér som løgsauce til f.eks. dampede grønne bønner.
  • Tilsæt små ristede champignoner (eller strimler af rørhatte) og servér som svampesauce til f.eks. små, nye kartofler.
  • Se også Rodfrugt-bechamel.
28 Dec 2007

Rodfrugt-bechamel

Skrevet af Karen

En alternativ, kalorielet og mælkefri udgave af den klassiske bechamelsauce. Til lasagnen, kartoflerne og de dampede grønsager. Børnene elsker den, så det er god metode til at få lidt grønsager i dem.

Ingredienser

  • 1-2 løg
  • 1 pastinak eller persillerod
  • ½ lille rodselleri
  • 1-2 spsk olie
  • 1-2 spsk kikærte- eller maizenamel
  • ca. ½ l vand
  • salt, peber, muskatnød
  • evt. lidt bouillonpulver
  • evt. lidt sojamælk eller sojafløde

Fremgangsmåde

Gør løg og rodfrugter i stand og skær dem i grove tern. Varm en tykbundet gryde op og svits løg og rodfrugter, til de bliver klare. De må ikke tage farve. Drys mel over og rør vand i lidt efter lidt. Læg låg på og lad sovsen simre for lav varme ca. 15 min., til grønsagerne er helt møre.

Tag gryden af varmen og blend sovsen jævn med stavblender. Tilsæt lidt sojamælk eller -fløde, hvis den skal være lidt lysere. Smag til med salt, peber, friskreven muskatnød og evt. lidt bouillonpulver.

Tips:

  • Vend 1-2 håndfulde finthakket persille i - voila, persillesovs. Andre finthakkede urter kan bruges, f.eks. dild, kørvel og/eller purløg.
  • Se også Løg-bechamel.
22 Dec 2007

Let risengrød

Skrevet af Karen
Risengrød

For nogle år siden tog jeg en juletradition op fra den yngstes børnehave: hele december måned serveres varm risengrød til morgenmad. Børnene glæder sig gerne flere måneder før. Risengrøden er vores særlige mælkefri, "lette" risengrød. Let at lave, let i konsistensen, letfordøjelig - og også let på kalorievægten. Den koger ikke over og brænder ikke på, faktisk skal den bare stå og simre ca. 20 min., mens du tager dit morgenbrusebad ...

Ingredienser

  • 3 dl grødris
  • ca. 6 dl vand
  • ca. 2 dl sojamælk
  • ½-1 tsk salt
  • et nip vanillepulver
  • evt. kanelsukker
  • evt. smørklat

Fremgangsmåde

Sæt risen over at koge i vandet i en (tykbundet) gryde med tætsluttende låg. Vandmængden varierer lidt efter risene - og hvor lang tid du bruger på dit brusebad. Så snart gryden begynder at simre, skrues næsten helt ned for varmen - så er det tid til brusebadet.

Ca. 20 min. senere er risen blød - og ved at være tør i bunden. Sluk for varmen. Rør sojamælk i til en passende konsistens sammen med salt og vanillepulver. Læg låg på igen og evt. et viskestykke eller sammenfoldet håndklæde over. Lad grøden trække ca. 5 min. (dæk bord imens). Server grøden med kanelsukker og smørklat - hvis det har interesse.

Tips:

  • Skal sukker og smør undgås, er det godt med en kompot af frisk eller frossen, optøet frugt, evt. rørt med lidt finthakkede, udblødte dadler eller abrikoser. Smag til med lidt kanel.
  • Vi bruger Provamel sojamælk - den blå sødet med æblejuice. Det er efter min mening den eneste sojamælk, der du'r.
  • Man kan erstatte sojamælken med en slat (piske)fløde - det er godt, men så er den ikke længere mælkefri.
  • Man kan naturligvis bruge brune grødris, hvis man ellers kan opdrive dem. Men så er 20 min. nok for kort tid. Brune basmati-ris er også brugbart - blidere ved blodsukkeret end de hvide grødris, og så bliver de møre på ca. 30 min. (+ trækketid).
  • Grødrester kan fint bruges til en lille dessert i madpakken med frugtkompot på, til risalamande eller klatkager.
2 Dec 2007

Jordbær-smoothie

Skrevet af Karen

En flot og lækker smoothie - lige dejlig med friske og frosne jordbær.

1 portion

Ingredienser

  • 2-3 dl jordbær
  • 3 bananer
  • 1 drys kanel
  • 1 drys vanille
  • lidt vand, juice eller sojamælk

Fremgangsmåde

Skræl bananerne og del dem i mindre stykker. Kom banan, jordbær, væske og krydderier i en blender og blend til det er jævnt.

Tips:

  • Servér i høje glas eller i en skål - gerne med kernedrys til.
  • Brug lidt mindre jordbær og tilsæt en håndfuld appelsin- eller klementinbåde i stedet.
  • Bruger du frosne bær, kan du tø dem op først - eller lade være og få en dejlig softice ud af det.
  • Frosne bær er mere syrlige end friske, men jeg synes egentlig, at bananerne søder nok. Har du lyst til mere sødme, kan du tilsætte et par friske dadler eller udblødte abrikoser.
3 Nov 2007

Kartoffelsuppe

Skrevet af Karen

En ganske enkel suppe, der er lige populær blandt børn og voksne.

Ingredienser

  • 750 g melede kartofler
  • ca. 100 g selleri, pastinak, persillerod eller kålrabi
  • 3 porrer
  • 1,2 l vand eller bouillon
  • to kviste timian
  • 1 laurbærblad
  • salt, peber
  • evt. 1 dl sojafløde

"Toppings"

  • 250 g ærter
  • 1 lille rødløg
  • 1 lille bdt purløg
  • 10-15 gram arametang
  • tamari eller sojasauce
  • 150 g svampe
  • 1 frisk chili
  • 2 fed hvidløg

Fremgangsmåde

Skræl kartofler og rodfrugter og rens porrerne. Skær grønsagerne i mindre stykker og svits dem i lidt olie for at frigøre smagsstofferne. De må ikke tage farve.

Hæld bouillon eller vand over, læg timianstilkene og laurbærbladet ved og lad det hele simre, til det er mørt, ca. 25-30 min.

Imens forberedes en eller flere af de forskellige "toppings":

Læg arametangen i blød i lidt vand ca. 10 min. Skyl tangen og lad den dryppe godt af. Klip eller skær den i mindre stykker og lad dem marinere i tamari i en skål.

Snit rødløget fint og kom det i en lille skål. Klip purløget fint i en anden.

Rens svampene og skær dem i mindre stykker. Pil og hak hvidløgsfed og chili fint. Steg svampe, hvidløg og chili i lidt olie og smag til med lidt salt. Kom svampene i en skål.

Friske ærter bælges, frosne tøs blot op.

Fisk timiankvistene og laurbærbladet op af suppen igen og blend suppen, til den er jævn. Rør evt. sojafløde i. Varm suppen op igen og smag til med salt og peber.

Sæt skåle med toppings på bordet og servér suppen.

Tips:

  • Suppen smager også godt koldt, f.eks. som forret.
  • Sojafløden kan fint undværes.
  • Purløg kan erstattes af fintsnittet porretop eller friskhakket persille eller grønkål.
  • Se også Hvid bønnesuppe.
2 Okt 2007
Quinoapostej med selleri

En nem og meget anvendelig postej, der kan serveres lun eller kold som hovedret, men også smager dejligt på et stykke ('rug')brød.

Ingredienser

  • 2 dl quinoa
  • 5 dl bouillon eller vand
  • 2 løg
  • 2 gulerødder
  • 1 lille rodselleri
  • evt. 2 fed hvidløg
  • (oliven)olie
  • 1 kvist rosmarin
  • salt og peber
  • 4-6 spsk kikærtemel
  • lidt rismel eller rasp

Fremgangsmåde

Quinoaen ristes i en passende gryde ved middel varme, til den er gyldenbrun og dufter nøddeagtigt. Rør jævnligt, så det ikke brænder på! Hæld bouillon eller vand på og lad det koge op - dæmp derefter varmen, læg låg på og lad quinoaen simre, til den er mør og har opsuget (det meste) af væsken - ca. 15 minutter. Rør gerne i ny og næ.

Mens quinoaen simrer, gøres grønsagerne i stand: løgene pilles og rodfrugterne skrælles. Har du en foodprocesser, river du både løg, gulerødder og selleri groft i den. Har du ikke, hakker du løgene fint og river gulerødder og selleri groft på et rivejern. Pil nålene af rosmarinen og hak dem fint.

Varm lidt olie op i en stor gryde og svits grønsagerne, til de falder sammen. De skal ikke tage farve. Tilsæt rosmarin og evt. presset hvidløg. Smag til med salt og peber.

Rør den kogte quinoa og kikærtemel i grønsagsmassen og smag til igen. Hæld grønsagsmassen i et ovnfast fad, der er smut med olie og drysset med rismel. Glat massen ud med bagsiden af en ske og dryp lidt olie over, der glattes ud over hele overfladen med hænderne.

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn og lad postejen bage, til den er lysebrun på overfladen, ca. 30 min.

Servér postejen lun eller kold, ikke rygende varm.

Tips:

  • Garnér postejen med masser af bløde løg, ristede (portobello)svampe og/eller dampede broccoli-buketter.
  • Salat med æbler klæder også postejen vældig godt.
  • Servér en tomatsovs eller spinatsovs til.
  • Quinoa kan evt. erstattes med ris eller hirse.
16 Aug 2007

Squashsuppe med karry

Skrevet af Karen
En dejlig suppe med god smag af karry.

Ingredienser

  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 3 mellemstore (gule) squash
  • 1 tsk karry
  • 4 kviste timian
  • 2 dl æblecider
  • 8 dl bouillon
  • 1 dl sojafløde
  • salt og peber

Tilbehør

  • 1-2 røde peberfrugter
  • 1 håndfuld smuttede mandler
  • 1 håndfuld frisk koriander
  • evt. 1-2 bananer

Fremgangsmåde

Hak løg og hvidløg groft. Skær squash i store tern. Pil bladene af timianen.

Varm lidt olie op i en gryde og svits løgene. Tilsæt squash og karry og rør godt, så hvidløgene ikke brænder på.

Hæld æblecider på grønsagerne og lad det koge ind til ca. det halve. Tilsæt så bouillon og timan og lad suppen koge, til grønsagerne er møre, ca. 15 min. Imens forberedes tilbehøret:

Skær banan i skiver og peberfrugt i tern eller tynde strimler. Skær mandlerne i tynde splitter. Skyl og hak den friske koriander og kom den i en skål.

Varm en pande op og rist mandelsplitterne lysebrune. Hæld dem i en skål. Kom lidt olie på panden og rist peberfrugtstykkerne. Kom dem i en skål. Kom lidt mere olie (gerne kokosolie) på panden og steg bananskiverne gyldne på begge sider. Kom dem i en skål.

Blend suppen med sojafløden og smag til med salt og peber. Portionsanret i skåle og læg en skefuld af hver slags fyld i suppen - eller sæt suppe og fyld på bordet til høflig selvbetjening.

Tips

  • Grønne squash kan selvfølgelig også bruges, men den karrygule farve bliver mest intens med de gule.
  • Mængden af karry kan justeres efter smag - og hvilken karry, du bruger. Jeg bruger pt. en god mellemstærk, økologisk karry.
  • Suppen er ikke særlig fyldig. Vil du have en mere fyldig suppe, kan du prøve at koge en kartoffel eller to i tern med. Eller et stort stykke selleri i tern.
  • I stedet for at stege peberfrugten, kan du servere den rå.
  • Banan kan udelades, og peberfrugt, mandelsplitter og koriander kan vendes sammen i en skål inden servering.
  • Æblecider kan erstattes af hvidvin eller halvt tør sherry og vand.
10 Aug 2007

En dejlig måde at få bugt med den der savoykål, der ligger og glor ondt i køleskabet. Nemt, lækkert og hurtigt tilberedt - og så er det en ret, der også gør sig som gæstemad. Her til 4-5 personer.

  • 2 løg
  • 250 g (mark)champignoner
  • 1 lille savoykål
  • evt. 1-3 fed hvidløg
  • 2½ dl bouillon
  • 2 dl sojafløde
  • 1½ spsk citronsaft
  • 1-2 håndfulde friske basilikumblade
  • 1 bdt. persille
  • salt og peber
  • 500 g pasta

Fremgangsmåde:

Pil løgene og halvér dem, inden de skæres i tynde skiver. Rens champignonerne og skær dem i kvarte. Pil evt. grove og kedelige blade af kålen, skær den i kvarte og fjern stokken, inden den skæres i tynde skrimler. Pil hvidløgsfedene. Skyl krydderurterne og hak dem groft eller skær dem i tynde strimler.

Varm lidt olie op i en gryde eller en dyb sautérpande og sautér løgene nogle minutter, inden champignonerne tilsættes. Sautér videre, til champignonerne er blevet bløde. Tilsæt bouillon og pres hvidløgsfedene ned i. Lad det koge op og dæmp så varmen en anelse og lad blandingen koge lidt ind uden låg, ca. 10 minutter. Rør af og til.

Tilsæt kålen og vend den rundt, til den falder let sammen. Dæmp varmen lidt mere, læg låg på og lad retten simre ca. 5-7 minutter. Imens koges pastaen al dente i rigeligt, saltet vand.

Vend sojafløde og krydderurter i kålblandingen og smag til med citronsaft, salt og peber. Serveres til pastaen - eller vend evt. pastaen i kålen lige inden servering. Sæt peberkværnen på bordet til høflig selvbetjening.

Tips:

  • Pynt evt. med lidt strimlet citronskal
  • Andre svampe kan benyttes, f.eks. kantareller.
22 Jul 2007

Svamperagout med pasta

Skrevet af Karen
champignon

En god hverdagsret - den er klar på en halv times tid - og er også populær hos børnene.

Ingredienser:

  • 500 g champignoner eller andre svampe
  • 2 spsk olivenolie
  • salt, peber, paprika
  • 3 spsk koncentreret tomatpuré
  • 1½ dl sojafløde
  • 400 g kort (glutenfri) pasta
  • 1 bdt. persille

Fremgangsmåde:

Rens svampene og skær dem i mindre stykker. Svits svampene i lidt olie i en gryde eller en dyb sautérpande. Smag til med salt, peber og paprika.

Rør tomatpuréen sammen med sojafløden og vend den i svampene, som derefter simrer for svag varme, til pastaen er klar.

Kog pastaen mør i saltet vand og dryp den af i en sigte. Vend pastaen i svamperagouten og drys den hakkede persille over. Servér straks.

Tips:

  • Sojafløden kan evt. røres op med en stor teskefuld umeboshi puré, men spar i såfald på saltet, da umeboshi puré er ret salt i forvejen.
  • Vær varsom med sojafløde, hvis du er glutenoverfølsom. Nogle mærker er f.eks. tilsat hvedesirup.
  • Æggefri: Benyt pasta uden æg.

Sider

Subscribe to RSS - Mælkefri