7 Feb 2013

Vegetarens ”lille hjælper”

Skrevet af Karen
Forside Grøn Glæde

Den er lille og smart og fuld af inspiration til lækre, veganske måltider året rundt. Med ”Grøn Glæde” i hånd(taske)en bliver det nemt at købe ind og planlægge ugens måltider.

”Grøn Glæde” er en fin samling sunde, veganske opskrifter med ugeplaner og indkøbslister. Den er udarbejdet af to unge professionsbachelorer i Ernæring og Sundhed, og det mærker man tydeligt i de første – og de sidste – afsnit, hvor de med stor omhu gennemgår fordelene ved vegetarisk kost, hvilke næringsstoffer vi skal have, hvor får vi dem fra osv., energifordeling og økonomi m.m.

Personligt synes jeg, at det er unødig komplicering af det grundliggende budskab: spis varieret og suppler med tilskud af B12 og D-vitamin samt evt. en multivitamin (hvilket i øvrigt også gælder ikke-vegetarer), men for mange vil det helt sikkert være rart at have lidt videnskab i baghånden, især hvis man er nybagt vegetar/veganer eller skal argumentere med f.eks. personalet på børnenes daginstitution, og afsnittene er desuden nemme at gå til og forstå (eller springe over, om man lyster).

På s. 21 starter det absolut geniale ved den lille, veganske perle: ugeplanerne. Der er fire ugeplaner med indkøbslister og sæson-optimerede aftensmads-opskrifter for henholdsvis forår, sommer, efterår og vinter – i alt 16 uger - og i tilgift hertil fire ”budget”-uger, som man kan smide ind i mellem, f.eks. sidst på måneden, når pengene måske er lidt små. Så er der sgu' ingen undskyldninger for at leve af gulerodssalat, spaghetti med ketchup og rugbrødsmadder året rundt.

Opskrifterne er meget varierede, og der er lidt for enhver smag. Her er veganske udgaver af ”klassiske danske retter” som fyldte tarteletter og burger med kartoffelbåde over sushi, forårsruller, curry og fyldte taco-skaller til grillet tofu og en rå udgave af tabouleh-salat. Der er supper, salater, gryderetter, brød, deller og stege – samt en ”ugens kage” til den søde tand.

Nogle af opskrifterne kunne jeg ikke drømme om at lave – f.eks. gider jeg hverken tarteletter eller falaffel-burger i færdigkøbte pap-boller med ovn-fritter til – andre vil nok betakke sig for at skulle kaste sig ud i hjemmelavet seitan eller den rå tabouleh-salat. Men her er så mange opskrifter, så stor variation og en god balance mellem ”hjemmelavet fra bunden” og brug af færdigkøbte løsninger, at alle kan være med.

Opskrifter er beregnet til 2-3 personer og ved hver opskrift er angivet, om den er hurtig (max. 30 min.) eller tidskrævende (mindst 60 min.). En del af de tidskrævende opskrifter laves i stor portion og resten bruges så dagen efter med andet tilbehør og bliver herved til en hurtig ret. Smart.

Ved starten af hver uge er en indkøbsliste for hele ugen delt op i frisk frugt og grønt, frost og køl, kolonial og specialvarer (f.eks. tofu) samt en liste over, hvad du forventes at have i forvejen af krydderier mv. Det er da nemt – lige til at tage med i supermarkedet. Er der specialvarer, der er svære at få fat på, giver forfatterne også tips til, hvor du finder dem billigt på nettet.

Faktisk får du alt dette for kun 65 kr., så jeg ved ikke, hvad du venter på. Bogen skal i hvertfald have en varm anbefaling herfra – og skal vi så lave noget mad?

PS: Lige nu kan du downloade hele herligheden gratis her: http://anima.dk/pdf/gr%C3%B8ngl%C3%A6de_web.pdf

Grøn Glæde - Sunde veganske madplaner og indkøbslister af Cecilie Roed Schultz og Kristian Brygger, Animals Press 2012, ill., 151 s., 65 kr. Kan købes på www.animashop.dk.

Denne anmeldelse har tidligere været bragt i "Vegetaren" (nr. 3/2012), Dansk Vegetarforenings medlemsblad.